Derfor må apps i iPhone ikke være gratis
Ordet ”gratis” er fjernet fra apps. Det er sket for at forbrugerne ikke skal tro, at en applikation eller spil er gratis, uden at være det.


Ofte har applikationer i App Store på iPhone og iPad været markedsført med ordet ”gratis”, hvilket tit er en sandhed med modifikationer. Når spillet eller applikationen er hentet, viser det sig nemlig, at der har kunne foretages såkaldte in-app køb. Altså køb af ekstra funktioner eller udvidelser selvom app’en i første omgang så ud til at være gratis, skriver meremobil.dk.

De ”gratis” apps har været med til at skabe forvirring hos brugerne. Der kan findes talrige eksempler, hvor blandt andet børn har hentet spil og troet de var gratis, hvorefter forældrenes kreditkort er blevet lænset, fordi ungerne har brugt nogle tusinde kroner på virtuelt foder til en hest.

Nu er ”gratis” erstattet af ordet ”hent” i den danske App Store. I den engelske er ”free” udskiftet med ”get”, skriver DR.dk.

Ændringen kommer efter kritik fra forbrugerorganisationer, EU og naturligvis almindelige slutbrugere.

Apple har tidligere selv forsøgt at imødegå kritikken ved at kræve, at kodeordet til kontoen skal indtastes hyppigere.

Spørgsmålet er nu, om kunderne reelt forstår forskellen og ændringen, eller om der stadig vil komme sager, hvor man ikke er opmærksomme på, at in-app køb rent faktisk betales med rigtige penge og ikke bare ”matador-penge”.

I den anden app store, Google Play, er der også sket ændringer. Det er kun få måneder siden Google rettede ”gratis” til ”Installer”.

Mere til historien

In-app køb er en stor indtægtskilde for appudviklerne. Tal fra EU Kommissionen har tidligere vist, at alene deneuropæiske appbranche omsætter for 10 milliarder euro om året. Omkring 80 procent af omsætningen kommer fra køb inde i applikationer og spil.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.