Nu skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) omgående få sine ministre til at handle!
Sådan lyder opsangen fra formand for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, efter Avisen.dk tirsdag kan fortælle, at en ansat på bostedet Sundbygård på Amager i nat blev overfaldet med kniv af en psykisk syg beboer.
- Nu må du få dine ministre til at lette røven og handle, så vi ikke skal se endnu et drab i morgen, siger Dennis Kristensen, der ikke mener, det kan være kommunernes ansvar at skabe plads og hænder til de psykisk syge borgere.
Heldigvis slap den ansatte med livet i behold, men Dennis Kristensen kalder overfaldet 'forudsigeligt'.
- Jeg er ikke overrasket. Hver eneste dag frygter jeg for, hvornår det næste overfald sker og hvornår den næste medarbejder mister livet, før politikerne handler, lyder det fra Dennis Kristensen.
Der mangler hænder og ressourcer
Har har længe forsøgt at råbe politikerne op om, at den er helt gal på psykiatriske område, hvor der på blot fire år er fem medarbejdere, der har mistet livet.
Senest blev 57-årige Vivi Nielsen knivdræbt af en psykisk syg beboer på bostedet Lindegården, hvor hun arbejdede som sosu-assistent.
- Der mangler hænder og ressourcer til det psykiatriske område, og det er politikernes ansvar, lyder det kontant fra Dennis Kristensen.
Blev afvist på psykiatrisk afdeling
Han er lettet over, at overfaldet i nat ikke endte i drab, men han mener, det illustrerer problemerne med psykiatrisk område.
Den psykisk syge beboer, der overfaldt den ansatte, havde tidligere på aftenen bedt om at blive indlagt på Psykiatrisk Center Amager, der ligger i nærheden af bostedet - men var blevet afvist.
- Hvis beboeren ikke var blevet afvist, havde han nok ikke overfaldet den ansatte i et desperat forsøg på at blive hørt og blive indlagt, mener Dennis Kristensen.