Denne smartphone kan tåle heste-vold
Mange kan nemt komme til at tabe deres smartphone og ødelægge skærmen. Men den her smartphone kan faktisk tåle at blive tabt.
Et enkelt uopmærksomt øjeblik kan være nok til at få skærmen på vores dyrt indkøbte telefoner til at gå i tusind stykker. Det kan være slut nu.
Et enkelt uopmærksomt øjeblik kan være nok til at få skærmen på vores dyrt indkøbte telefoner til at gå i tusind stykker. Det kan være slut nu. Foto: Scanpix/arkiv


70 gange blev Motorolas nye smartphone tabt på gulvet. Alligevel lykkedes det ikke anmelderen fra teknologimediet Gizmodo at få skærmen på den nye telefon til at revne.

Et enkelt uopmærksomt øjeblik kan ellers være nok til at få skærmen på vores dyrt indkøbte telefoner til at gå i tusind stykker.

Skal du have skiftet skærmen på en smartphone, kan det nemt løbe op i tusindvis af kroner, særligt hvis logoet på din telefon forestiller et æble.

Men nu er der et bud på, hvordan livet med en smartphone kan blive lidt mere afslappet.

Motorola lover selv "splintre"-garanti på den nye smartphone med det mundrette navn, Droid Turbo 2, og det ser telefonen ud til at kunne leve op til - selv efter 70 ture på gulvet, skriver anmelder, Michael Hession, fra Gizmodo.

- Skærmen fik nogle ridser, rammen fik nogle tæsk, og simkort-holderen røg ud et par gange, men der skete ikke noget, der påvirkede telefonens funktionalitet!, skriver Michael Hession.

Hos forbrugerrådet Consumer Reports er telefonen blev kastet ud fra 2. sal uden at få en skramme, og hos CNN blev telefonen trådt på - af en hest.

Og selvom den efter en urimelig stresstest fik sig nogle skrammer og buler, var det næsten umuligt at få skærmen til at revne.

- Motorola siger selv, at deres Droid Turbo 2-model er designet til at være "splintre"-sikker, når man taber den fra halvanden meters højde (svarende til at tabe den ud af hånden, red.). CNN testede deres påstand ved at lade en hestevogn køre hen over den - to gange. Den endte med nogle ridser, men derudover var den uskadt, skriver David Goldman fra CNN.

Motorola lover fire års "splintre"-garanti på telefonen, der som noget lidt specielt ikke er dækket af glas, men plastik på skærmen. Skærmen er dækket af i alt fem, fleksible lag, som gør skærmen nærmest unaturligt robust.

Robustheden går til gengæld også udover skærmens skarphed, mener en anmelder på mediet Arstechnica.

- Motorola siger, at der skulle være fem lag på skærmen, og det kan i den grad ses. Der er et synligt hulrum mellem fronten og skærmen, og det går ud over skærmens lysstyrke og klarhed, som slet ikke er på niveau med andre "high end"-smartphones. Det er noget gråt og mudret rod, skriver Ron Amadeo fra Arstechnica.

Og så er den nye telefon kun tilgængelig i USA indtil videre. Men teknologien vil med tiden blive overført til resten af Motorolas telefoner, oplyser selskabet.

Se video, hvor Gizmodo forsøger at dræbe den nye Motorola-model.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.