De Radikale til Løkke: Tag 4000 flygtninge fra Tyrkiet
Morten Østergaard opfordrer Løkke til at være en del af løsningen, så Tyrkiet kan bremse flygtningestrøm.
Morten Østergaard (R) opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at melde sig ind i kampen om at aflaste Tyrkiet i flygtningeproblem.
Morten Østergaard (R) opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at melde sig ind i kampen om at aflaste Tyrkiet i flygtningeproblem. Foto: PHILIP DAVALI/POLFOTO


De Radikales leder, Morten Østergaard, opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at tilslutte sig de lande, som søndag eftermiddag på et EU-topmøde i Bruxelles skal forsøge at lave en aftale med Tyrkiet om flygtningekrisen i Europa.

Der arbejdes ifølge avisen Frankfurter Allgemeine på en løsning om at fordele 400.000 flygtninge, som er i Tyrkiet, og af dem skal Danmark tage 4000, siger Østergaard til Ritzau.

- Danmark udgør cirka en procent af EU's befolkning, så 4000 vil være det naturlige for os.

- Hvis vi mod at tage 4000 flygtninge direkte fra Tyrkiet kan undgå ukontrollerbare flygtningestrømme op gennem Europa, hvilket måske fører til, at vi på kaotisk vis får 25.000 flygtninge, så vil det være i Danmarks interesse at være med i en fælles løsning.

- Så dur det ikke at lurepasse, når andre tager ansvar, lyder det fra Østergaard.

Opfordringen vil Østergaard give videre til Løkke på et møde i Udenrigspolitisk Nævn, inden statsministeren flyver til Bruxelles.

Ifølge Frankfurter Allgemeine mødes Tyskland anført af kansler Angela Merkel med Østrig, Sverige, de tre Benelux-lande, Finland og Grækenland inden selve EU-mødet for at finde frem til en løsning, som skal aflaste Tyrkiet.

Tyrkernes grænser er under et enormt pres på grund af flygtningestrømmen.

- Vores opfordring er, at Løkke melder Danmark ind i klubben af lande, som er villige til at tage ansvar for, at vi får styr på situationen. Uanset hvad vi gør, kommer der flygtninge til Danmark.

- Det her handler om, hvorvidt man vil have orden og styring på situationen, eller om man vil lade kaos og tilfældigheder råde, siger Østergaard.

EU er klar til at skrue op for både penge og den politiske velvilje, hvis Tyrkiet til gengæld vil slå bremsen i og sørge for at dæmme op for menneskestrømmen til Europa.

I år er der foreløbig kommet omkring 700.000 flygtninge og migranter til EU-landene via Tyrkiet, og EU håber at få en aftale, der banker antallet ned fremover.

Venstre-regeringen har for nylig opjusteret sit skøn over, hvor mange asylansøgere, der næste år kommer til Danmark. Fra 15.000 til 25.000.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.