Ritzau
Opdateret kl. 17:29
Vi gider ikke klikke på onlinereklamer, når vi læser nyheder på nettet eller tjekker Facebook.
Ifølge en undersøgelse, som softwareproducenten Adobe står bag, er forbrugerne i Danmark de mest tilbageholdende i Europa til at klikke på bannerannoncer og sponsoreret indhold.
I Europa stammer 68 procent af alle besøg til virksomheders hjemmesider fra reklamer. Men i Danmark er andelen blot 61 procent.
- Forklaringen skal findes i udbredelsen af adblocking-software (et værktøj, der blokerer for reklamerne på computeren, red.), og ikke mindst, at kvaliteten af de reklamer der findes, ikke lever op til vores krav om relevans, og kort og godt er irriterende.
Det siger Imran Afzal, nordisk marketingchef for Adobe Marketing Cloud, i en pressemeddelelse.
Siden 2013 er adblocking-software installeret på 220 millioner pc'er i Europa.
Ifølge Adobe har det halveret mængden af bannerannonce de seneste tre år.
- Vi ser en stor opmærksomhed på adblocking, særligt i Norden, hvor forbrugerne har den største brug af teknologien.
- Det betyder, at annoncører og medier skal tænke på nye, mindre anmassende måder at komme i kontakt med deres kunder på, siger Imran Afzal i pressemeddelelsen.
Adobes undersøgelse bygger blandt andet på 1,1 milliarder besøg på hjemmesider fra januar 2013 til juni 2015.
/ritzau/