Danskerne dumper deres kæledyr som aldrig før
Dyr må ikke blive en del af vores køb og smid væk-kultur, advarer Dyrenes Beskyttelse. Foreningen kæmper med at finde nyt hjem til rekord mange dyr.
Flere end 1200 dyr sidder lige nu på Dyrenes Beskyttelses internater og venter på et nyt hjem.
Flere end 1200 dyr sidder lige nu på Dyrenes Beskyttelses internater og venter på et nyt hjem. Foto: Dyrenes Beskyttelse


Det har aldrig været så populært blandt danskerne at eje et kæledyr som det er nu. Desværre er det også blevet populært at opgive dem igen.

Det mærkes på dyreinternaterne rundt om i landet. Der bliver der indleveret rekordmange dyr - ikke kun af ejerne, men også dyr som er fundet efterladt.

Dyrenes Beskyttelse, som driver landets største netværk af internater, har således i perioden fra juli til oktober modtaget 4485 dyr. Det er det højeste antal nogensinde.

Og det er ikke bare dyr, som ejerne pænt afleverer på internaterne. Mange dyr er ifølge Dyrenes Beskyttelse nærmest blevet smidt ud, efterladt i papkasser eller bare forladt og overladt til den visse død.

Vanrøgtet og ladt i stikken

Nogle er vanrøgtet, har ikke fået mad nok - eller er ganske enkelt blevet ladt i stikken.

- Fælles for alle de mange katte, hunde, kaniner og marsvin, der lige nu er på vores internater, er, at de alle er blevet tilovers, har været uønskede, ikke har kunnet blive hos deres familier, har levet som herreløse og er blevet syge eller på anden vis har været i nød. Nogle af dem har virkelig nogle barske historier med i bagagen, fortæller Jens Jokumsen, chefkonsulent for familiedyr i Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.


Foto: Dyrenes Beskyttelse

Ejere svigter deres kæledyr

I 2013 modtog Dyrenes Beskyttelses internater 3285 dyr i samme periode. Det tal er i år steget til 4485 - en stigning på 37 procent på bare tre år.

Ifølge foreningen skal forklaringen på stigningen findes flere steder.

- Vi oplever mange dumpede dyr, hvor ejerne ganske enkelt smider deres dyr ud, altså efterlader dem i kasser og tasker eller sætter dem på vores dørtrin. Men også dyreværnssager, hvor vi giver en ny chance til dyr, der er blevet fjernet fra ejere, som ikke kunne tage sig ordentligt af dem, siger Jens Jokumsen.

Trængsel på landets internater

De mange dyr giver pladsproblemer på internaterne, som lige nu slås med at finde nye hjem til dyrene. For at imødekomme problemet advarer foreningen mod, at man impulskøber kæledyr.

- Man skal grundigt overveje, om man har den tid, penge og ressourcer, det kræver at have dyr. Dyr må ikke bare blive en del af vores køb og smid væk-kultur. De er levende væsner, som kræver tryghed, omsorg og stabile rammer. Kan man ikke tilbyde det - også på længere sigt - så skal man nok ikke anskaffe sig et kæledyr, siger  Jens Jokumsen.

1200 venter på nyt hjem

Står der kæledyr på ønskelisten, så er der således alle muligheder for at finde et på Dyrenes Beskyttelses internater.
Lige nu sidder der over 1200 dyr og venter på en chance til i et nyt hjem.

Foto: Dyrenes Beskyttelse

Flere end 1200 dyr sidder lige nu på Dyrenes Beskyttelses internater og venter på et nyt hjem. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.