Danskere over 50 år: Familien er det vigtigste
På trods af flere skilsmisser, er familien langt vigtigere end interesser og arbejde, viser undersøgelse.
Blod er tykkere end vand. Familien er vores vigtigste holdepunkt på trods af flere skilsmisser, og at flere vælger at leve alene. Arkiv.
Blod er tykkere end vand. Familien er vores vigtigste holdepunkt på trods af flere skilsmisser, og at flere vælger at leve alene. Arkiv. Foto: Colourbox/Free


Familien er en klar nummer ét, når danskere over 50 år bliver spurgt, hvad der er det vigtigste i livet for dem.

Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Ældre Sagen, skriver Kristeligt Dagblad.

Ifølge "Fremtidsstudiet 2015" svarer hele 84 procent af danskere over 50 år "Familien", når de bliver stillet spørgsmålet: "Når du tænker på, hvem du egentlig er - hvad er så vigtigst for dig?".

På andenpladsen over, hvad der er vigtigst for os og er med til at skabe vores identitet, kommer venner. På de efterfølgende pladser kommer henholdsvis livsværdier og interesser.

Først på en femteplads kommer vores arbejde, og her ligger en anden forklaring på familiens stigende betydning ifølge Margrethe Kähler, chefkonsulent i Ældre Sagen.

For med ligestillingen på arbejdsmarkedet er kønnene blevet økonomisk uafhængige og ligner i det hele taget hinanden mere og mere.

Det kan skabe splid, men også øge forståelsen og styrke familiefællesskabet selv efter en skilsmisse, mener Margrethe Kähler.

- Familielivet har altid været hovedsporet i vores forestilling om det gode liv. De seneste årtier er det spor blevet udfordret af stigende skilsmissetal og stadig mere vidtforgrenede familietyper, siger hun til Kristeligt Dagblad.

Familieforsker Per Schultz Jørgensen oplever ligeledes, at familiens betydning styrkes i disse år, ikke mindst blandt de ældste i samfundet.

Det var også konklusionen i den seneste store undersøgelse af danskernes værdier fra 2011, hvor han netop skrev afsnittet om familien.

- Det kan virke paradoksalt, at vi anser familien som noget stadig mere vigtigt for os i en tid, hvor stadig flere bliver skilt eller vælger at leve alene.

- Der er mange tegn på, at vores drøm om familien ikke svarer til realiteterne, men vi klynger os alligevel til netop det fællesskab. Måske i mangel af bedre. Måske i håbet om, at drømmen kan blive virkelighed, siger Per Schultz Jørgensen til Kristeligt Dagblad.

Cirka 4500 danskere mellem 50 og 89 år har deltaget i Ældre Sagens undersøgelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.