Dansker forlader Inter og går på klubjagt
Patrick Olsen har fået sin kontrakt med Inter ophævet efter to et halvt år. Han skal på jagt efter en ny klub.
Patrick Olsen skal nu ud og vinde sig en ny arbejdsgiver.
Patrick Olsen skal nu ud og vinde sig en ny arbejdsgiver. Foto: Damian Strohmeyer/AP IMAGES FOR GUINNESS INTERNATIONAL CHAMPIONS CUP


I sin tid som ungdomsspiller var Patrick Olsen regnet som et af dansk fodbolds absolut største talenter, men tiden som udlandsprofessionel har ikke været nogen succes for den danske midtbanespiller.

Mandag har den tidligere Brøndbyspiller fået ophævet sin kontrakt med Inter og er dermed at betragte som arbejdsløs fodboldspiller.

- Vi har fået ophævelsen af hans kontrakt med Inter på plads. Så kan han frit finde en ny klub, siger Olsens agent, Niclas Jensen, til bold.dk.

I det seneste år har Patrick Olsen været udlejet til Strømsgodset i den bedste norske række, men klubbens danske træner, David Nielsen, gav ikke sin landsmand meget spilletid.

Et par år uden kamppraksis har gjort, at Patrick Olsen også mistede sin plads på det succesrige U21-landshold, hvor en del af hans jævnaldrende kolleger fra årgang 94 har vigtige roller.

Olsen var dog med, da U-landstræner Jess Thorup i januar havde den næste generation af U21-talenter med på træningslejr i Tyrkiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.