Ser din kollega lidt mut ud her til morgen? Kiggede receptionisten slet ikke op, da du hilste? Eller råbte chefen lidt for højt af dig forleden?
Så er det formentlig ikke noget, du skal lægge for meget i. 9 ud af 10 danskere er nemlig ganske tilfredse med deres job og arbejdsforhold, viser en ny undersøgelse, som Gallup har lavet for EU's statistiske kontor, Eurostat.
Det skriver DR Nyheder.
Danskernes tilfredshed kommer ikke bag på arbejdslivsforsker Hans Hvenegaard
- Danske lønmodtagere har stor indflydelse på indholdet af deres arbejde og den måde, de tilrettelægger og udfører det på. Og så findes der et højt tillidsforhold mellem ledere og medarbejdere i danske virksomheder, siger han til DR.
Og det er netop de parametre, danskerne scorer højt på. Det drejer sig om arbejdstid, arbejdets organisering, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og forholdet til arbejdsgiveren.
Men heller ikke på landets arbejdspladser vokser træerne ind i himlen. Danskernes høje engagement gør dem nemlig særligt sårbare over for stress, mener Hans Hvenegaard.
- Det kan være vanskeligt at skelne mellem arbejde og fritid, så de to ting flyder ind i hinanden. Og så kan vi blive så engagerede i vores arbejde, at vi bliver stressede. Og Danmark har en høj frekvens af stress, fortæller han.
Newspaq