Dansk statsborger står på amerikansk terrorliste
Dansker, der også går under navnet Abu Hamza, har været i Syrien. PET er tavs i sagen.


De amerikanske myndigheder har sat en dansk statsborger ved navn Abdessamad Fateh på listen over globalt eftersøgte terrorister.

Danskeren - der også går under navnet Abu Hamza - er kendt i de islamistiske miljøer i Aarhus og København, og på internettet har han flere gange rost Islamisk Stat. Det skriver Jyllands-Posten.

De amerikanske myndigheder mistænker Abu Hamza for at være en del af et "skandinavisk baseret netværk af ekstremister med en tilsyneladende forbindelse til al-Qaeda," men vil foreløbig ikke afsløre yderligere detaljer om, hvorfor han er havnet på listen netop nu.

Amerikanerne afslører dog, at Abu Hamza har været i Syrien.

De danske myndigheder er tavse om Abu Hamza, og politiet i Østjylland og København henviser til Politiets Efterretningstjeneste (PET), der ikke ønsker at udtale sig om sagen.

Abdessamad Fateh har officielt adresse i en lejlighed i Gellerupparken i Brabrand, men hans søster - der opholder sig i lejligheden - oplyser, at hun ikke ved, hvor han er henne.

- Jeg kan ikke svare for ham, det må han selv gøre. Forstår du? Han har sit liv, og jeg har mit liv. Ja, han er min bror, men jeg ved ikke alt om ham, og det ønsker jeg heller ikke, siger hun til Jyllands-Posten, før hun lægger røret på.

Abdessamad Fateh er tidligere direktør i et nu konkursramt selskab, der tilsyneladende har været involveret i omfattende momssvindel med blandt andet store mængder kyllingebryster.

Selskabet skulle også været løbet fra en regning på frimærker for 50.000 kroner og dieselregninger i Tyskland for et sekscifret beløb.

PET vurderer, at mindst 100 herboende personer er eller har været i kamp i Syrien eller Irak.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.