Ledige dagpengemodtagere lopper den i deres a-kasser, mens kontanthjælpsmodtagere bliver presset til at finde job.
Socialdemokraten Jacob Bundsgaard, som er borgmester i Aarhus og formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), har vakt opmærksomhed med sin udmelding om, at a-kasserne sanktionerer alt for lidt.
Nu tager fagforbundet Dansk Metal til genmæle. Formanden for Metal Hovedstaden, René Nielsen, er dybt utilfreds med S-profilens kompromisløse tilgang til, hvordan man får ledige tilbage i job.
”Det er dybt beklageligt, at KL tror, at vi får flere ledige i job ved at straffe dem lige så meget, som jobcentrene gør," siger René Nielsen.
Kontroversen mellem kommuner og a-kasser er opstået forud for regeringens planlagte reform af beskæftigelsessystemet.
Jobcentre giver flere dummebøder
Anledningen til Jacob Bundsgaard udmelding er Avisen.dk's artikel om, at der er kæmpe forskel på, hvor mange såkaldte 'dummebøder' ledige får i henholdvis a-kasser og jobcentre.
I løbet af det senest opgjorte år har næsten 29 procent af de jobklare kontanthjælpmodtagere modtaget en sanktion af deres jobcenter, mens kun 3 procent af dagpengemodtagerne blev straffet af a-kassen.
Men René Nielsen fra Dansk Metal understreger, at Metal Hovedstadens A-kasse har formidlet over 300 job til ledige medlemmer - uden brug af pisk.
"Det er et rigtig flot resultat, som er kommet ved hårdt arbejde og en løbene kontakt til arbejdspladserne i hovedstaden og vores ledige kolleger,” siger han og påpeger, at ledigheden for a-kassens medlemmer er halveret på få år.