Dansk færgekøb udløser tåregas-drama på engelsk kanal
Færger må omdirigeres, betjente bruger tåregas, og togdrift under Den Engelske Kanal er indstillet hele dagen.
Et salg af to færger til det danske rederi DFDS har udløst et drama ved Den Engelske Kanal, hvor der tirsdag er stor ballade blandt både personale og illegale indvandrere.
Et salg af to færger til det danske rederi DFDS har udløst et drama ved Den Engelske Kanal, hvor der tirsdag er stor ballade blandt både personale og illegale indvandrere. Foto: DFDS/free


Et salg af to færger til det danske rederi DFDS har udløst et drama ved Den Engelske Kanal, hvor der tirsdag er stor ballade blandt både personale og illegale indvandrere.

Rasende franske færgearbejdere har dagen igennem blokeret både Eurotunnel og flere færgeruter efter meldingen om, at deres arbejdsplads, MyFerryLink, skal overtages af det danske færgeselskab.

Det sker efter en langstrakt konkurrencestrid, hvor Eurotunnel, som står bag MyFerryLink, nærmest havde fået monopol på overfarten.

Allerede tirsdag morgen rykkede politiet ud for at opløse en demonstration på motorvejen, der leder hen til tunnelen. To demonstranter måtte på hospitalet efter mødet med de franske betjente.

Myndighederne brugte tåregas mod demonstranterne, som brød ud i den franske nationalsang, Marseillaisen.

Demonstranterne blokerede også en DFDS-færge fra England tirsdag morgen, og den måtte siden vende om og sejle tilbage til Dover.

Siden ændrede færgerne rute, så de sejlede Dover-Dunkerque i stedet for Dover-Calais.

Eurotunnel meddelte for nylig, at man ville sælge sine to færger i MyFerryLink til konkurrenten DFDS. Men det er fagforeningen imod.

- Det er udelukket, at DFDS overtager vores skibe. Aldrig, aldrig, lyder det fra lederen, Eric Vercoutre, af den største fagforening.

- Vi er blevet ført bag lyset, siger han.

Fagforeningen frygter, at 120 ansatte vil miste deres job.

Flere af færgearbejderne udtrykte deres vrede, og en af dem appellerede til Eurotunnel om at udvise "socialt ansvar".

Hundredvis af demonstranter tvang togforbindelsen Eurostar til at indstille driften, da de blokerede skinnerne med brændende dæk.

Det trafikale kaos udløste også ballade i den store gruppe af indvandrere, som holder til i den franske havneby Calais, hvorfra de forsøger at komme videre til Storbritannien.

Eurotunnel måtte længe stoppe biltrafikken gennem tunnelen, men den er genoptaget tirsdag aften. Eurostar-togene er suspenderet resten af dagen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.