Prinsesse rykker teltpælene til USA
Britisk prinsesse følger i sin søsters fodspor, når hun flytter til USA for at starte på nyt studie.
Prinsesse Beatrice følger nu i sin lillesøsters fodspor og flytter til USA.
Prinsesse Beatrice følger nu i sin lillesøsters fodspor og flytter til USA. Foto: Matt Dunham/AP


Mange flytter til USA med store drømme for fremtiden. Nu har den britiske prinsesse Beatrice også taget springet. Det bekræfter en talsmand for hendes mor til People Magazine. Prinsesse Beatrice er Sarah Ferguson og prins Andrews ældste datter.

Mandag begyndte Beatrice på et finanskursus på den anden side af Atlanten, men Sarah Fergusons talsmand oplyser ikke, hvor i USA prinsessen er flyttet hen. Før Beatrice rejste, arbejdede hun for Sony Europe, men jobbet måtte vige for drømmen om USA.

Den 26-årige Beatrice kommer dog ikke til at være helt alene, når hun skal påbegynde sit nye liv. Allerede i 2013 tog prinsessens lillesøster, Eugenie, springet og flyttede til Manhattan i New York, hvor hun nu arbejder hos et auktionshus.

Prinsesse Beatrice har i forvejen en bachelor i idéhistorie fra Goldsmiths University of London, som hun dimitterede fra i 2011. Prinsessen er kusine til prins William, og hun er nummer seks i rækken til den engelske trone.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.