Danish Crown poster 300 millioner i egen fabrik i Kina
Dansk kødkoncern vil have en større bid af det lukrative kinesiske marked og bygger egen fabrik i Shanghai.
Danish Crown tror på vækst på det kinesiske marked og poster 300 millioner kroner i egen fabrik i Shanghai, der skal forarbejde og pakke kødprodukter.
Danish Crown tror på vækst på det kinesiske marked og poster 300 millioner kroner i egen fabrik i Shanghai, der skal forarbejde og pakke kødprodukter. Foto: Colourbox/Free


Som en del af en ny strategiplan har kødvirksomheden Danish Crown planer om at etablere en forarbejdningsfabrik i Kina.

Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

Virksomheden planlægger at investere cirka 300 millioner kroner i en fabrik, der forarbejder og pakker kød.

Den skal ligge i Shanghai og basere sin produktion på danske råvarer.

Den Randers-baserede kødkoncern har stor tiltro til Kina som vækstmarked.

Administrerende direktør Jais Valeur medgiver dog, at det også er lidt af en satsning at prøve kræfter med det kinesiske marked:

- Ja, det er det, men det er en af dem, vi skal tage som en stor virksomhed, og se, om vi kan komme tættere på markedet, tættere på forbrugerne og længere frem i værdikæden i Kina - i stedet for bare at være en råvareleverandør, siger Jais Valeur.

Danish Crown har allerede i dag en stor eksport af fersk svinekød til Kina.

Der er tale om biprodukter som tæer, ører, haler og lignende, som er rene delikatesser blandt de kinesiske forbrugere.

Men forbrugsmønstret er i hastig forandring, og kinesernes madvaner begynder mere og mere at ligne den madkultur, der findes i Europa og USA.

Eksempelvis spiser flere og flere kinesere på restaurant og bestiller varerne via e-handel.

Det giver nye muligheder for eksport af dansk kød til Kina, vurderer Jais Valeur.

Danish Crown præsenterer onsdag en strategiplan, der skal bringe den 129 år gamle koncern frem mod 2021.

Virksomheden har tidligere bebudet, at man med planen vil løfte betalingen til svineandelshaverne med 60 øre pr kilo svinekød frem mod 2021.

Det svarer til et indtjeningsløft på 400.000 kroner for en gennemsnitlig svineproducent med 8000 slagtesvin.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.