Damedouble redder den danske ære i Korea
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er som de eneste danskere med i semifinalerne ved Korea Open.
Damedoublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl bliver eneste danske repræsentant i semifinalerne ved Korea Open. Arkivfoto.
Damedoublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl bliver eneste danske repræsentant i semifinalerne ved Korea Open. Arkivfoto. Foto: Kazuhiro Nogi/AFP


Som de sidste danskere var damedoublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl i aktion i kvartfinalerne ved Korea Open i badminton.

Efter lutter danske nederlag fredag var det andenseedede par sidste chance for en dansk semifinaleplads, og de levede op til favoritværdigheden ved at vinde 21-18, 21-18 over Ou Dongni og Yu Xiaohan fra Kina.

De to par fulgtes ad gennem hele første sæt, men fra 18-18 rykkede Rytter Juhl og Pedersen fra med tre point på stribe.

I andet sæt halsede OL-sølvmedaljevinderne efter, og det lugtede af et tredje sæt, da kineserne gik i front med 17-12.

Men den danske duo fandt storspillet frem, vandt ni af de næste ti bolde, og så var andet sæt også i hus med 21-18.

I semifinalen venter endnu et kinesisk par i skikkelse af de tredjeseedede tvillinger Luo Ying og Luo Yu.

Det tegner til at blive en tæt kamp. I det indbyrdes regnskab hedder stillingen 3-3 mellem de to par, men det seneste møde faldt ud til dansk fordel.

I sidste uges Japan Open vandt Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl en tæt kamp i tre sæt mod de kinesiske tvillinger.

Tidligere fredag tabte både Hans-Kristian Vittinghus samt de to tilbageværende danske mixeddoubler i kvartfinalerne ved Korea Open.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.