DA kræver større forskel på mindsteløn og ydelser
Om få år står Danmarks økonomi i en uholdbar situation. Derfor er nye reformer absolut nødvendige, mener DA.
- Det er nødvendigt, at de offentlige ydelser ikke skaber en forskudt mindsteløn. Der skal skabes et større hul mellem ydelserne og mindstelønnen, siger han til Ritzau.
- Det er nødvendigt, at de offentlige ydelser ikke skaber en forskudt mindsteløn. Der skal skabes et større hul mellem ydelserne og mindstelønnen, siger han til Ritzau. Jens Nørgaard Larsen/Scanpix


Der skal skæres i en række offentlige ydelser og generelt ske markante ændringer på arbejdsmarkedet, hvis dansk økonomi ikke skal ryge ud af kurs om blot få år, mener Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Et af de største problemer for økonomien er nemlig, at gabet mellem mindstelønnen, og hvad man kan få i forsørgelse af det offentlige, er for lille, lyder det fra administrerende direktør i DA, Jørn Neergaard.

- Det er nødvendigt, at de offentlige ydelser ikke skaber en forskudt mindsteløn. Der skal skabes et større hul mellem ydelserne og mindstelønnen, siger han til Ritzau og tilføjer:

- Der er ingen vej uden om. Der skal gøres noget markant. Vi står i løbet af få år med en ubalance i dansk økonomi, som er uholdbar. Det er uansvarligt, hvis politikerne ikke løser problemerne med en række reformer.

DA har i Berlingske tirsdag fremlagt 28 forslag til store reformer af alt fra førtidspensionen over sygedagpengene og fleksjobbene til kontanthjælpen.

Blandt andet ønsker DA at sænke kontanthjælpen for forsørgere over 30 år med lidt over 1000 kroner om måneden, mens både sygedagpengene og førtidspensionen skal nedsættes med mere end 4000 kroner om måneden.

Reformerne skal give danskerne et større incitament til at arbejde i stedet for "at bevæge sig længere og længere væk fra arbejdsmarkedet".

- Målet med vores udspil er at få flere mennesker i arbejde. Fra midten af 2020'erne står vi over for meget store underskud i de offentlige finanser, så langt øjet rækker. Det er en nødvendighed, at vi kommer til at arbejde mere, siger Jørn Neergaard.

Han afviser dog, at der er tale om en økonomisk pisk, fordi Danmark stadig har "et af de mest lukrative forsørgelsessystemer".

I stedet er det et tiltag med afsæt i svenske reformer, som ifølge DA vil effektivisere systemet og udnytte lediges arbejds- og restarbejdsevne.

Ifølge Jørn Neergaard har DA ikke fået tilkendegivelser om støtte til forslagene fra politisk hold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.