Claus Hjort afviser pensionsrygter: "Jeg føler mig i fin form"
Finansministeren er klar til at stille op til næste valg, selvom han når at runde et skarpt hjørne inden.
"Det må være lysten og evnen, der styrer, om man har lyst til at arbejde eller ej," siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
"Det må være lysten og evnen, der styrer, om man har lyst til at arbejde eller ej," siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix


Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har sit navn på de nordsjællandske stemmesedler næste gang, der er valg til Folketinget.

- Jeg er en politisk frontkæmper. Det er en stor udfordring at være finansminister, men det er også en stor tilfredsstillelse, og jeg føler mig i fin form, siger Claus Hjort Frederiksen til Frederiksborg Amts Avis.

Han er 68 år, og bliver regeringen siddende valgperioden ud, vil han være 71 år ved næste valgdag.

- Det må være lysten og evnen, der styrer, om man har lyst til at arbejde eller ej. Nogle vil gerne prøve at afskrive mig, men så nemt slipper de ikke. I USA er Hillary Clinton 68 år, og hun stiller op som præsidentkan­didat, påpeger finansministeren, der herefter citerer en tidligere amerikansk præsident:

- Jeg vil berolige mine modstandere og sige som Ronald Reagan: Jeg vil ikke gøre min alder til et tema i næste valgkamp. Jeg vil ikke udnytte mine modstanderes ungdom og manglende erfaring.

Claus Hjort Frederiksen er valgt i Rudersdalkredsen og har meddelt sin kredsbestyrelse, at han genopstiller i Nordsjælland. Det falder i god jord:

- Vi er en enig kredsbestyrelse, der bakker Claus op. Vi ser ham som en af landets dygtigste politikere, siger Gitte Rasmussen, der er formand for Venstre i Rudersdalkredsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.