Chelsea-topscorer døjer med målforbandelse
Chelsea-bomberen Diego Costa scorer mål på stribe på klubholdet, men scorede første gang på landsholdet søndag
Da Diego Costa søndag stillede til start for Spanien, havde han ikke scoret en eneste gang i seks kampe.
Da Diego Costa søndag stillede til start for Spanien, havde han ikke scoret en eneste gang i seks kampe. Foto: Alastair Grant/AP


Når angriberen Diego Costa trækker i klubtrøjen, er han en ustyrlig målscorer. Sådan har det været for Atlético Madrid i de seneste sæsoner og hos Chelsea hidtil i denne sæson.

Men i landsholdssammenhæng har en målforbandelse hvilet over ham, siden han i 2013 valgte at spille for det spanske landshold, selv om han er født i Brasilien.

Da han søndag stillede til start for Spanien, havde han ikke scoret en eneste gang i seks kampe. Til sammenligning har han scoret ni gange i sine første syv Premier League-kampe for Chelsea.

Men søndag fik han endelig forløsning i landsholdstrøjen. Costa scorede til 3-0 efter 69 minutter, da Spanien pligtsejrede 4-0 ude over Luxembourg i EM-kvalifikationen - i sin syvende landskamp efter 515 målløse minutter.

På måltavlen havde målet kun kosmetisk betydning, men for det spanske landshold kan det blive vitalt at få angriberen i gang med at score, mente den spanske landstræner.

- Diego har ønsket at betale tilbage for den tillid, vi har givet ham. Han befinder sig godt i truppen, men i pausen sagde jeg til ham, at han tænker for meget over det (de manglende mål, red.), så jeg bad ham om at tage det roligt, siger Vicente del Bosque.

Med den sikre sejr fik træneren lidt ro efter den hårde kritik ovenpå nederlaget til Slovakiet torsdag.

Efter de første tre spillerunder fører Slovakiet gruppe C med maksimum point foran Spanien og Ukraine, der begge har seks point.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.