Chauffør dræbt af gigantisk møllevinge: Ikke vores skyld, siger transportfirma
En 61-årig latsbilchauffør mistede livet, da han sidste år med lav hastighed ramte en vindmøllevinge, som helt uventet befandt sig på en rasteplads i mørke.
En lastbilchauffør kom kørende ganske langsomt, da han blev ramt af den knivskarpe spids af en vindmøllevinge, som helt uventet befandt sig i mørket på en rasteplads. Møllen på billedet er dog uskyldig i denne sag.
En lastbilchauffør kom kørende ganske langsomt, da han blev ramt af den knivskarpe spids af en vindmøllevinge, som helt uventet befandt sig i mørket på en rasteplads. Møllen på billedet er dog uskyldig i denne sag. Foto: Scanpix / Arkiv


 Firmaet bag en over 50 meter lang særtransport af en vindmølle-vinge afviser at være skyld i dødsulykke sidste år. Det skriver Fagbladet 3F.

Vindmøllevingen stak ti meter ud på særtransporten, mens den holdt parkeret på en rasteplads udenfor Ringsted. Når en særtransport med for eksempel en meget lang vindmølle kører på vejene, er der en følgebil bag det lange køretøj.

Mikael Schmidt, der er direktør i Hjortdal Specialtransport Frank Nørager & Co, bekræfter, at der ikke holdt en følgebil bag den over 50 meter lange særtransport, da den holdt parkeret på rastepladsen.

- Af sikkerhedsmæssige hensyn stiller vi ikke krav til vores chauffører om, at deres følgebiler skal holde bag vores særtransporter om natten. Havde der holdt en følgebil bag vindmølle-vingen, havde lastvognschaufføren sandsynligvis kørt ham ihjel i stedet for sig selv, siger Mikael Schmidt.

Flemming Werner Jensen er direktør for Sax-Trans A/S i Sakskøbing, hvor Kurt Pedersen var ansat.

Han er ikke i tvivl om, at den tragiske ulykke, som natten til tirsdag 18. august 2015 kostede hans 61-årige chauffør livet, kunne have været undgået.

- Hvis følgebilen havde holdt bag særtransporten med vindmølle-vingen, var ulykken aldrig sket, siger Flemming Werner Jensen.

Ifølge Flemming Werner Jensen viste fartskriveren på den godt et år gamle, blå Scania lastbil med sættevogn, at Kurt Pedersen kørte fire kilometer i timen og langsomt havde sat farten ned.

- Han holdt med andre ord næsten helt stille, da ulykken skete. Men særtransporten holdt efter min opfattelse i køresporet i buldrende mørke uden ordentlig afmærkning. Og spidsen af vindmølle-vingen er jo nærmest knivskarp og meget svær at se, siger Flemming Werner Jensen.

Siden ulykken på rastepladsen sidste år har Hjortdal Specialtransport Frank Nørager & Co A/S skærpet sikkerheden i forhold til de øvrige trafikanter.

- Vi har efter ulykken valgt at markere spidsen af vindmølle-vinger med lys, når vores særtransporter holder parkeret for natten. Men om det havde været nok til at forhindre ulykken sidste år, er jeg ikke sikker på, siger Mikael Schmidt.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.