Da Vibeke Nyborg søndag lidt over middag sad og passede sit arbejde på et kontor på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, fik hun pludselig et chok. Sygehuset havde nemlig fået uventet besøg, skriver TV2 Nord.
- Jeg sidder ved min computer, da jeg hører noget, der minder om et tågenhorn. Så jeg kigger ud ad vinduet og ser en stor flok køer, der kommer løbende direkte mod ruden, siger social- og sundhedsassistenten til TV2 Nord.
De cirka 15 sortbrogede køer ville åbenbart gerne ind og hilse på beboere og ansatte. I hvert fald gik de helt op til vinduerne, og forsøgte derefter at komme ind ad hovedindgangen, hvor døren dog var lukket.
Til sidst gav kreaturerne op, og gav sig i stedet til ganske fredsommeligt at græsse på sygehusets grund. Nabolandmanden blev dog tilkaldt, og kort tid efter måtte køerne lunte hjem igen.
Selvom de ansatte i første omgang blev forskrækkede ved synet af de ubudne gæster, morede de sig også over den det usædvanlige syn. I hvert fald har flere lagt billeder ud på Facebook af de påtrængende køer.