Canada lukker alle kulkraftværker for at nå FN-klimamål
Kulkraftværker står for 10 procent af Canadas CO2-udledning, og de skal lukke senest i 2030, siger minister.
Om 15 år er det slut med kulkraft i Canada, siger miljøminister Catherine McKenna, som mandag har fremlagt en klimaplan.
Om 15 år er det slut med kulkraft i Canada, siger miljøminister Catherine McKenna, som mandag har fremlagt en klimaplan. Foto: Darek Redos/AFP


Canada vil lukke landets kulkraftværker senest i 2030 som led i en større plan om at begrænse udslippet af drivhusgasser.

Planen skal sikre de reduktioner, som landet har lovet i den internationale FN-klimaaftale fra Paris 2015.

Værkerne står for 10 procent af Canadas samlede CO2-udledning, siger miljøminister Catherine McKenna.

Reduktionen i udledningen af CO2 vil ifølge McKenna svare til, at man fjernede 1,3 millioner biler fra vejene.

De nuværende kulkraftværker står i fire af landets provinser.

- Som led i regeringens vision om en økonomi baseret på ren vækst vil vi sætte fart i overgangen fra traditionel kulkraft til ren energi i 2030, siger McKenna.

Canada har både vandkraft og atom-, sol- og vindenergi, så landet har i forvejen en lav udledning fra produktionen af energi. 80 procent er baseret på rene energiformer.

Det er målet, at den andel skal nå op på 90 procent i 2030.

Hun holder dog døren åben for, at man kan benytte geologisk CO2-lagring som alternativ til at lukke et kulkraftværk, hvis en provins ønsker at forsætte driften.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.