Camilla i chok over Føtex-kunder: Ingen ville hjælpe sukkersyg
Den unge mor er vred over, at kunderne i en Føtex grinede af en syg kvinde fremfor at hjælpe hende. Tusinder og atter tusinder bakker hende op på Facebook.
Camilla Louise Hammer vidste at noget var helt galt, da hun så den blege kvinde i supermarkedet.
Camilla Louise Hammer vidste at noget var helt galt, da hun så den blege kvinde i supermarkedet. Foto: Privat


For Camilla Louise Hammer blev en tur i Føtex efter et ciabattabrød en ganske dramatisk oplevelse.

Den unge mor oplevede i Føtex-kædens afdeling i Rødovre Centrum, hvordan kunderne ignorede en sukkersyg kvinde, der tydeligvis havde det dårligt.

Efter at have hjulpet kvinden gik Camilla Louise Hammer hjem og skrev et harmdirrende indlæg på Facebook om hændelsen. Og det er blevet delt, delt og atter delt. I skrivende stund har over 21.000 mennesker delt det - og mere end 30.000 har liket.

- Det kommer godt nok bag på mig. Det var jo bare min mening at få updaten ud til mine venner, siger hun til Avisen.dk.

Episoden i Føtex fandt sted mandag, hvor Camilla Louise Hammer sidst på eftermiddagen kom ind for at købe sit brød.

På vej mod kassen hørte hun flere kunder snakke om en kvinde. "Hold da op - hun er godt nok tørstig", "Ej, prøv lige at se hende der", lød det ifølge Camilla Louise Hammer.

Det gik op for hende, at folk talte om en 'ligbleg' kvinde, der sad med en pakke juicebrikker og drak løs af en af dem. Nogle grinede - andre gik blot forbi.

"Jeg går over til kvinden, sætter mig på hug foran hende og spørger hende, om hun er okay.Hvilket hun så lige er blevet - men hun har ikke været okay de sidste 10 minutter! Jeg var den FØRSTE, som gik over til hende! Det viser sig så, at denne kvinde har sukkersyge og havde MEGET lavt blodsukker!" skriver Camilla Louise Hammer i sin update.

Hendes egen mor havde sukkersyge, så hun kender symptomerne. Hun blev hos kvinden, til dennes søster kom - og irettesætter i sin update alle ignoranterne:

"Tænk at folk bare går forbi, tænk at folk er så egoistiske."

- Mit håb er, at folk måske tænker sig lidt om, hvis de oplever sådan noget. Det er de andre kunder, jeg er chokeret over. De ansatte i butikken klandrer jeg intet. Jeg har selv arbejdet i en Føtex, og jeg ved, at man har drøntravlt om eftermiddagen, og at man som medarbejder ville reagere, hvis man så en kunde, der var syg, siger Camilla Louise Hammer.

Skæben vil, at hendes mor Hanne har fødselsdag netop i dag, hvor datterens Facebook-opslag går helt amok. Hanne havde sukkersyge. Hun døde i 2009.



Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.