Camilla af Rosenborg skal skilles
Camilla af Rosenborg har onsdag offentliggjort, at hun og Mikael Rosanes skal skilles efter næsten 25 års ægteskab.
Før Camilla af Rosenborg og Mikael Rosanes gik hver til sit. Her ses de til premieren på den danske film Marie Krøyer.
Før Camilla af Rosenborg og Mikael Rosanes gik hver til sit. Her ses de til premieren på den danske film Marie Krøyer. Foto: Mortensen Jesper/Polfoto


Sidste år blev tvillingsøsteren Josephine af Rosenborg skilt, og i dag har Camilla af Rosenborg offentliggjort, at hun ligeledes skal skilles.

Kort før Camilla af Rosenborg kunne fejre sølvbryllup med Mikael Rosanes, har parret besluttet sig for at blive skilt. Det fortæller de onsdag til Billed-Bladet.

Camilla af Rosenborg mistede sin komtesse-titel, da hun i 1995 blev gift med den godt 20 år ældre Mikael Rosanes, fordi han ikke er adelig. Hun beholdt dog titlen "af Rosenborg" som hendes borgerlige efternavn.

- Der har ikke været en dag, hvor vi ikke har talt sammen eller i det mindste talt med hinanden flere gange over telefonen, men nu kappes "navlestrengen", og vi går hver til sit, fortæller Mikael Rosanes og Camilla af Rosenborg til Billed-Bladet.

Ønsker ikke stor opmærksomhed

De tidligere ægtefæller fortæller samtidig, at de ikke ønsker en "medieskilsmisse", hvorfor de kun har udtalt sig til ugebladet.

Camilla af Rosenborg er grandniece til dronning Margrethe og dermed grandkusine til kronprins Frederik og prins Joachim.

Mikael Rosanes og Camilla af Rosenborg kunne i september have fejret sølvbryllup, og de har indtil nu boet med deres fire børn i Birkerød.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.