Butikker skal kunne sige nej til kontanter
Det er lettere at drive restaurant eller butik, hvis der ikke er pligt til at tage kontanter, mener regering.
Som et af de 50 initiativer i planen, lægger regeringen op til delvist at afskaffe den såkaldte kontantregel.
Som et af de 50 initiativer i planen, lægger regeringen op til delvist at afskaffe den såkaldte kontantregel. Foto: Colourbox/free


Hvis regeringen får flertal for sin vækstplan, kan du ikke længere være sikker på at kunne betale med kontanter, når besøger restauranter, tøjbutikker og tankstationer.

Som et af de 50 initiativer i planen, lægger regeringen op til delvist at afskaffe den såkaldte kontantregel.

Den pålægger danske virksomheder at tage i mod kontanter fra kunderne. For kunderne er det en fordel frit at kunne vælge mellem at bruge sedler eller dankort.

Men for butikker og andre virksomheder giver det ifølge regeringen en hel del administrativt bøvl - og økonomiske byrder.

- Der skal eksempelvis afsættes tid til at hente byttepenge og til at klargøre og afstemme kassen, og der skal prioriteres ressourcer til vagter og overvågningssystemer som følge af øget risiko for røveri, skriver regeringen i sin vækstplan.

Her fremhæver man samtidig, at flere og flere danskere fravælger at betale med kontanter, fordi betalingskort og nye betalingsløsninger som eksempelvis Mobilepay gør det lettere at lade kontanterne blive hjemme.

Det er dog kun udvalgte butikker, herunder restauranter, tøjbutikker og tankstationer, der muligvis fra 1. januar 2016 kan slippe for at tage imod kontanter.

Til gengæld skal en række andre butikker, som håndtere vitale dele af danskernes indkøb fortsat tage i mod kontanter.

Det gælder dagligvarebutikker, butikker med postdrift, butikker med receptpligtig medicin, læger, tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer og posthuse.

Samtidig skal kiosker og kantiner på offentlige sygehuse og plejehjem fortsat modtage kontanter.

- Tiltaget vil reducere omkostningerne for danske virksomheder og forbedre rammerne for produktivitetsudviklingen i erhvervslivet, skriver regeringen i vækstplanen.

Her sætter man dog ikke beløb på besparelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.