Lad være med at vente for længe med at få børn.
Ny svensk forskning viser nemlig, at risikoen for at få brystkræft under graviditeten stiger, jo ældre man er. Det skriver Dagens Medicin.
Mange flere kvinder har fået brystkræft i de senere år, mens de har været gravide - og det er ret alvorligt. For hvis man får sygdommen, mens man er gravid, er der nemlig større sandsynlighed for at dø af kræften.
Forskerne tror, at det er de biologiske forandringer, der sker i kroppen under graviditeten, som giver særligt gode vilkår for brystkræft.
Forskerne har undersøgt forekomsten af brystkræfttilfælde under graviditeten, eller i månederne umiddelbart efter. De har kigget på 1162 tilfælde af brystkræft fra perioden 1963-2002, hvor diagnosen var stillet under graviditeten eller op til to år efter fødslen.
Undersøgelsen viser, at antallet af gravide med brystkræft steg fra 16 per 100.000 fødsler i 1963, til 37 per 100.000 fødsler i 2002.
Men antallet af kræfttilfælde under graviditeten og et halvt år efter, var ikke så mange som forventet i sammenligning med jævnaldrende ikke-gravide kvinder.
Forskerne tror, at en mulig forklaring kan være, at gravide kvinder, der får brystkræft, vælger en abort, og dermed forsvinder ud af statistikken.
En anden mulig årsag er, at brystkræft underdiagnosticeres under graviditeten, så flere diagnoser end forventet stilles i årene efter fødslen.