Brøndby-keeper skudt i sænk: Skuffende og frustrerende
Selv om Brøndbys Frederik Rønnow leverede flere gode redninger, så overskyggede de fem Paok-mål præstationen.
Brøndbys målmand Frederik Rønnow var skuffet efter 0-5-nederlaget til Paok. Arkivfoto.
Brøndbys målmand Frederik Rønnow var skuffet efter 0-5-nederlaget til Paok. Arkivfoto. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Det blev til et skuffende nederlag på hele 0-5, da Brøndby torsdag aften gæstede og Paok Saloniki i Grækenland.

Det var derfor en flok skuffede Brøndby-spillere, der forlod banen efter kampen. Og Brøndbys målmand, Frederik Rønnow, der måtte fiske bolden ud af nettet fem gange, var mindst lige så ærgerlig over nederlaget.

- Det er skuffende og frustrerende. De var gode, men vi var heller ikke gode nok. Vi vidste godt, at de ville komme med en masse løb i dybden, og så er det også irriterende, at det er det, de lykkes med, siger Rønnow til klubbens hjemmeside.

Den tidligere Horsens-målmand havde flere store redninger i første halvleg. Men de redninger kan den unge Brøndby-keeper ikke bruge til noget.

- At lukke fem mål ind som keeper er aldrig sjovt, så jeg kan ikke rigtig bruge mine redninger til så meget. Det er en skodfølelse, man har lige nu, men heldigvis er der endnu en kamp på søndag.

- Og der skal vi ud og fortsætte den form, vi har haft inden i dag, for det har set rigtig fornuftigt ud. Og så skal vi nok få vendt stemningen - det er jeg sikker på, siger Rønnow.

På søndag skal Brøndby møde Sønderjyske i Superligaen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.