Brøndby-polak er igen på pletten og sænker FCN
Kamil Wilczek endte som matchvinder for tredje gang i foråret, da Brøndby mandag slog FC Nordsjælland med 2-1.
Kamil Wilczek scorede mandag sit fjerde mål for Brøndby, og for tredje gang i foråret sikrede det Brøndby en sejr.
Kamil Wilczek scorede mandag sit fjerde mål for Brøndby, og for tredje gang i foråret sikrede det Brøndby en sejr. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Kamil Wilczek har det med at score vigtige mål for Brøndby.

For tredje gang i denne sæson blev den 28-årige polak matchvinder for Brøndby i Alka Superligaen, da han scorede det afgørende mål i mandagens 2-1-hjemmesejr over FC Nordsjælland.

Tidligere på foråret har Wilczek sørget for sejre over Hobro og AGF.

Polakkens fjerde mål i Brøndby-trøjen var ligesom hans øvrige superligamål ikke nogen æstetisk nydelse.

Midtvejs i anden halvleg var Wilczek opmærksom, efter at FCN-keeper David Jensen havde bokset et skudforsøg fra Johan Larsson ned i græsset.

Angriberen, der i vinter blev hentet i italienske Carpi, løb forbi to nordsjællændere, og med et urent træf sparkede han bolden i mål.

FC Nordsjælland havde kort forinden udlignet til 1-1 på et fremragende frisparksmål fra Emiliano Marcondes.

På vej mod mål knækkede bolden, og Brøndby-keeper Frederik Rønnow lod den smutte ind helt ude ved stolpen.

Brøndbys Riza Durmisi bragte efter 25 minutter hjemmeholdet foran med 1-0, da han ugeneret fik lov til at løbe af sted, inden han med et følt skud drejede bolden ind bag FCN-målmand David Jensen.

I slutfasen var FC Nordsjælland særdeles tæt på en udligning, da indskiftede Ramon Rodriguez fra baglinjen slog bolden ind foran mål. Heldigvis for hjemmeholdet var det en Brøndby-spiller, der fik foden på.

Brøndby holder med sejren fast i ligaens femteplads, men nu har holdet blot fire point op til AaB på tredjepladsen.

FCN har 11 point færre end Brøndby og indtager niendepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.