"Bøsserøv" og "gamle gris": Disse politikere svines mest til
Det er især en bestemt type politiker, der er udsat for had, trusler og chikane, siger ekspert.
Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance, Zenia Stampe fra Radikale Venstre og Søren Pind fra Venstre er eksempler på den politikertype, der ofte rammes af chikane, siger forsker.
Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance, Zenia Stampe fra Radikale Venstre og Søren Pind fra Venstre er eksempler på den politikertype, der ofte rammes af chikane, siger forsker. Liselotte Sabroe / Scanpix arkiv


Hadefulde beskeder og chikane mod politikere er i højere grad blevet hverdagskost i debatten i Danmark.

Det siger Jakob Linaa Jensen, der er forskningschef i sociale medier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Seneste eksempler er hagekors-tegn på Søren Pinds (V) valgplakater og sexvideoer, der sviner Zenia Stampe (R) til. Og et program på Danmarks Radio satte for et halvt år siden fokus på, at mange kvindelige politikere oplever seksuel chikane og voldtægtstrusler.

- Jeg mener ikke, at det handler om køn. Der er eksempler på både mandlige og kvindelige politikere, der udsættes for trusler, had og tilsvining. Der er desværre en tendens til at debatten er blevet mere rå, siger Jakob Linaa Jensen til Avisen.dk.

"Uha, en gammel gris"

Han understreger, at der er forskel på at kritisere en politikers holdninger og at hænge ham eller hende ud personligt. Sidstnævnte kan for eksempel foregå ved at køre på politikerens køn, seksualitet eller private forhold - og det kan sagtens ramme mænd også.

- Der er også eksempler på tilsvining af mænd, hvor det seksuelle bliver trukket ind. For eksempel er det sket, at mandlige politikere er blevet udsat for had fra offentligheden, fordi de har været sammen med meget unge piger. Og der har været meget seksuel tilsvining af homoseksuelle politikere, for eksempel Simon Emil Ammitzbøll, siger Jakob Linaa Jensen.

Derfor kan man ikke sige, at politikere af det ene køn er mere udsatte for den slags oplevelser end det andet, mener han.

Kuglestøderen

Til gengæld er det især en bestemt type politiker, det rammer.

- Generelt er det sådan, at jo mere højtråbende og kontroversiel, en politiker er, jo mere udsatte er de for at blive svinet til og latterliggjort. Især hvis man samtidig udtaler sig om symbolpolitiske emner som børn, kriminalitet og indvandring, siger Jakob Linaa Jensen.

For eksempel er Joachim B. Olsen (LA), der er kendt for sine markante holdninger til arbejdsløse, tit blevet latterliggjort for sin fortid som kuglestøder.

- Søren Pind, Joachim B. Olsen og Zenia Stampe er eksempler på politikere, man tager stilling til. De er i mediernes søgelys. Politikere, der holder sig mere i baggrunden, er ikke nær så udsatte, siger Jakob Linaa Jensen og tilføjer, at chikane og trusler selvfølgelig er uacceptabelt, uanset hvor provokerende og åbenmundet, politikeren er.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.