Bob Dylans stjerne-producer er død
Produceren Bob Johnston er død, men efterlader sig et stjernebesat musikalsk eftermæle.
Bob Dylan er en af de musikere, der har benyttet sig af Bob Johnstons tekniske færdigheder. Johnston har blandt andet produceret albummene Highway 61 Revisited, Blonde on Blonde, John Wesley Harding, Nashville Skyline, Self Portrait og New Morning.
Bob Dylan er en af de musikere, der har benyttet sig af Bob Johnstons tekniske færdigheder. Johnston har blandt andet produceret albummene Highway 61 Revisited, Blonde on Blonde, John Wesley Harding, Nashville Skyline, Self Portrait og New Morning. Foto: Vince Bucci/VINCE BUCCI/INVISION/AP


Bob Dylan, Johnny Cash, Simon & Garfunkel og Leonard Cohen. Der er tale om musikalske sværvægtere på produceren Bob Johnstons CV. Den amerikanske producer døde fredag, 83 år gammel.

Lokalavisen The Austin Chronicle skriver, at produceren fra Texas var indlagt på et hospice i sine sidste dage, og at han døde en ganske fredfyldt død.

Bob Johnston har blandt andet produceret Bob Dylan-albummene Highway 61 Revisited, Blonde on Blonde, John Wesley Harding, Nashville Skyline, Self Portrait og New Morning. Hvis man er Dylan-kender, har man muligvis også hørt Bob Dylans sige sætningen "Is it rolling, Bob?" i introen til nummeret "To Be Alone With You". Og denne "Bob" er ganske rigtigt ingen anden end Bob Johnston.

I en biografi om Johnston, skrevet af The Chronicles redaktør Louis Black, beskriver han den tilbageholdende amerikaner som en, der havde fokus på og talent for at gøre andre så gode som muligt.

- Han er en af de mere stille legender i musikbranchen. Johnston havde den tekniske færdighed, der var nødvendig for at fange den lyd, kunstneren ville have. Han fandt de ideelle musikere til at indfange den, og under optagelserne bidrog han med uendelig entusiasme, støtte, ekspertise og opmuntring, skriver Chronicle-redaktøren Louis Black i sin biografi.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.