Blowjob-lege og smæk med lineal: I chok over studiestart
Nye elever skulle lære hinanden at kende med strip, blowjob-leg og luder-tilråb, fortæller en chokeret studerende.
De nye studerende fik blandt andet besked på at simulere blowjob med en banan.
De nye studerende fik blandt andet besked på at simulere blowjob med en banan. Foto: Scanpix/Modelfoto


Nogle studiesteder siger velkommen med morgenbrød og en kedelig tale. Andre siger det med blowjob-lege og flødeskum på maven.

En nystartet studerende på CBS-holdet 'Business, ­Language and Culture' fortæller chokeret til Djøf-bladet om en introtur, der flere gange overskred hendes grænser. Introture har til formål at ryste det nye hold af studerende sammen, men i medierne har der været en del kritik af, at turene på forskellige uddannelsessteder går over gevind med alkohol og grænseoverskridende aktiviteter.

Skulle råbe "luder" af pigerne

De nye studerende på CBS-holdet skulle blandt andet lege en blowjob-leg, hvor de mandlige studerende skulle stå med en banan mellem benene, mens de kvindelige studerende skulle sætte sig på knæ og tage bananen i munden, mens de simulerede et blowjob - og det blev endda filmet med mobilkamera, fortæller den studerende, som foretrækker at være anonym.

Derudover skulle de slikke flødeskum af hinandens bare overkrop, strippe, og drengene blev opfordret til at kalde pigerne "luder" og fortælle, hvilke tre piger, de helst ville have sex med. Der var også nogle, der fik smæk med en lineal, fortæller den studerende til Djøf-bladet.

Rektor: Helt uacceptabelt

- Jeg var fuld for det meste ligesom de andre, men tænkte alligevel, at det ikke var så sjovt. Samtidig turde jeg ikke gå imod gruppen. Det var jo mit første møde med alle på mit nye studie. Så er det altså svært at stille sig op og markere sig for meget. Jeg gik ligesom med på legen, men ville ikke rigtigt. Det var først efter, jeg kom hjem, at det virkelig gik op for mig, at jeg havde fået overtrådt flere af mine grænser, siger hun til Djøf-bladet.

Hvis den slags opførsel virkelig har fundet sted, er det dybt alvorligt, siger rektor på CBS, Per Holten-Andersen.

Han vil nu have undersøgt sagen, og kan flere bekræfte forløbet, kan det få konsekvenser for de studerende, som har ansvaret for de upassende lege.

- Hvis det her har foregået, så er det langt ud over, hvad nogen skal finde sig i, og også hvad CBS overhovedet kan acceptere, siger han til Djøf-bladet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.