Blev psykisk syg efter daglig sexchikane
Ankestyrelsen lider nederlag i jysk retssag om kvindelig pædagogs psykiske lidelse, som skyldes chikane.
Arkivfoto. En pædagog blev i længere tid udsat for sexchikane af en kollega, mens ledelsen intet gjorde. Nu er hun blevet erklæret psykisk syg som følge af chikanen.
Arkivfoto. En pædagog blev i længere tid udsat for sexchikane af en kollega, mens ledelsen intet gjorde. Nu er hun blevet erklæret psykisk syg som følge af chikanen. Foto: www.colourbox.com/free


En kvindelig socialpædagog blev gennem en lang periode udsat for seksuel chikane af en kollega på arbejdspladsen.

Resultatet af chikanen var, at hun blev syg. Retten i Aarhus har netop slået fast, at hun fik en psykisk lidelse, som kan betragtes som en erhvervssygdom.

I retssagen er Ankestyrelsen blevet dømt til at anerkende, at kvindens skade er omfattet af loven om arbejdsskadeforsikring.

Hvis styrelsen ikke anker dommen til landsretten, skal den nu se nærmere på sagen og undersøge tab af erhvervsevne og muligt varige mén og derefter beregne erstatning og godtgørelse, oplyser advokat Søren Kjær Jensen.

Han har ført sagen på vegne af Socialpædagogernes Landsforbund mod Ankestyrelsen.

Kvinden arbejdede i et bofællesskab, men blev af kollegaen i en længere periode udsat for såkaldt uønsket seksuel adfærd med elementer af chikane og mobning, fastslår retten.

Af dommen fremgår det også, at ledelsen på arbejdspladsen ikke gjorde noget ved problemet - den forsømte at undersøge forholdene på en tilstrækkelig måde.

Kvindens lidelse beskrives som en uspecifik belastningsreaktion.

Retten i Aarhus har behandlet retssagen med tre dommere mod normalt én.

- Dommen har en vis principiel betydning i relation til, hvilket bevis der kræves i denne type af sager, siger advokat Søren Kjær Jensen.

Den chikanerede kvinde fortalte blandt andre sin sikkerhedsrepræsentant om kollegaens grænseoverskridende opførsel.

Denne gik videre til ledelsen, som dog ikke troede på, at hun var udsat for seksuel chikane - den påstod, at der var tale om samarbejdsproblemer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.