Blev fyret for at stoppe spritbilister: Gitte slår igen mod Shell
Shell fyrede Gitte Niegsch for at stoppe spritbilister. Nu svarer hun igen ved at hive Shell i retten.
Gitte Niegsch blev fyret, da hun forhindrede to spritbilister i at køre videre fra den tankstation, hvor hun var nattevagt.
Gitte Niegsch blev fyret, da hun forhindrede to spritbilister i at køre videre fra den tankstation, hvor hun var nattevagt. Foto: Privat


Tidligere på året blev Gitte Niegsch fyret fra sit arbejde på en Shell-station for at stoppe to spritbilister. Nu hiver hun med hjælp fra sin fagforening Krifa sin tidligere arbejdsgiver i retten, skriver TV 2.

Det sker, fordi forhandlingerne mellem Krifa og Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening, BOA, som repræsenterer Shell-tanken er stoppet. Gitte Niegsch har fået tilbudt 100.000 kroner. Det svarer til det beløb, hun ville have fået under en opsigelsesperiode, men det har hun valgt at takke nej til.

- Det er det samme som at sige, at det var ok, det de gjorde. Men det var ikke en berettiget bortvisning, og derfor kræver vi en godtgørelse, så det bliver 159.000 kroner, siger den tidligere Shell-ansatte til TV 2.

Forhindrede spritbilister i at køre videre

Sagen om Niegsch startede, da hun tidligere på året forhindrede to spritbilister i at køre fra tankstationen på Vestsjælland, hvor hun havde været nattevagt gennem tre år. Dermed forbrød hun sig dog mod Shells retningslinjer om ikke at "tilbageholde kunder, der enten stjæler eller kører, når de har drukket". Derfor blev hun fyret.

Gitte Niegsch har tidligere fortalt til Avisen.dk, at hun uden tøven ville gøre det samme igen.

- Jeg ville jo bare beskytte andre mennesker. Sådan er jeg skruet sammen. Jeg handlede instinktivt - og det ville jeg også gøre, hvis jeg var vidne til vold på gaden eller lignende, sagde hun dengang til Avisen.dk.

Efterfølgende har Gitte Niegsch fået et nyt job i Super Brugsens afdeling, der betjener fanger i Jyderup Statsfængsel.

Sagen mod Shell kommer formentlig først for Retten i Næstved i 2016.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.