I folkemunde bliver finansminister Bjarne Corydon ofte kaldt "Blå Bjarne". Og den betegnelse har hold i virkeligheden.
En ny undersøgelse viser, at Bjarne Corydon er den minister, der scorer højest karakterer hos blå bloks vælgere. På den såkaldte 7-trinsskala får finansministeren 5,2 i karakter blandt Venstres vælgere, og samlet set får han karakteren 4,3 i blå blok.
Med sin solide økonomiske politik tiltrækker Bjarne Corydon blå vælgere, konstaterer politisk kommentator Hans Engell.
- Bjarne Corydon er de borgerlige vælgeres favorit, fordi han står for en rimelig stram økonomisk reformpolitik. Men det hænger også sammen med, at finansministeren er faglig stærk og troværdig, siger Hans Engell.
Kvinder synes Bjarne er ret sexet
Ud over at blive kaldt "Blå Bjarne" burde finansministeren ifølge Hans Engell også have tilnavnet "damernes ven", fordi han har godt tag i de kvindelige vælgere. Det viser Avisen.dk’s måling også. Her giver kvinderne ham generelt højere karakter end mændene gør.
- Kvinderne synes, at Bjarne Corydon virker ret sexet. Jeg har spurgt ham om det, og så siger han, at det forstår han sandelig ikke, siger Hans Engell.
En dag, hvor Hans Engell var sammen med Johanne Schmidt-Nielsen og Bjarne Corydon spurgte han Enhedslistens førstedame, om hun synes, at Bjarne er særlig sexet.
- Men Johanne mente, at vi hellere skulle spørge Pia Kjærsgaard, for det var mere hendes aldersklasse, fortæller Hans Engell grinende.
Med både blåt vælgertække og kvindetække pointerer Hans Engell, at Socialdemokraterne med stor fordel kan bruge Bjarne Corydon som frontfigur i et valgår.
Socialdemokrater skyder Bjarne ned bagfra
- Hidtil har mange socialdemokrater haft travlt med at kritisere finansministeren og skyde ham ned bagfra i stedet for at bruge det aktivt, at han er en af de ministre, der er bedst til at trække stemmer hen over midten, siger han.
I stedet for at gøre livet surt for Bjarne Corydon burde partisoldaterne være mere optaget af at udnytte hans styrke, mener Hans Engell og henviser til, at Bjarne Corydon udover at være blå bloks favorit ligger nummer tre blandt alle vælgere.
- Han er et stærkt kort for regeringen i et valgår, hvor de skal hente mange stemmer fra blå blok for at genvinde regeringsmagten, fastslår Hans Engell.
Også valgforsker på Aarhus Universitet, Rune Stubager, understreger, at finansministeren står stærkt hos de blå vælgere, fordi han sidder tungt på landets pengekasse.
- Han belønnes formentlig, fordi det er ham, der har stået for at gennemføre regeringens økonomiske politik, som jo ifølge regeringsgrundlaget er en videreførelse af VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, siger Rune Stubager.
Mette er mere populær end Sass i blå blok
Det er Analyse Danmark, der for Avisen.dk og Ugebrevet A4 har bedt vælgerne om at bedømme ministrenes evne til at være en dygtig og troværdig minister.
Se Ministrenes karakterbog 2014
Transportminister Magnus Heunicke får karakteren 4,2 blandt de borgerlige vælgere og er dermed den næstmest populære minister blandt de blå vælgere.
Justitsminister Mette Frederiksen får en overraskende tredjeplads med en karakter på 3,8 hos de borgerlige vælgere. Med en karakter på 4,3 hos Venstre-vælgere er hun ligefrem blevet en darling i Løkkes lejr.
Og til eksperternes overraskelse er hun mere populær i blå blok end vækst- og erhvervsminister Henrik Sass Larsen, der må nøjes med en score på 3,5 hos V-vælgerne og 2,9 i blå blok.
- Mette Frederiksens placering viser, at hun er en stærk minister med stor autoritet. Både som beskæftigelsesminister og justitsminister har hun taget ansvar, også når der har været møgsager. Det får hun høje karakterer for i både rød og blå blok, noterer Hans Engell.
Udenrigsminister Martin Lidegaard er den radikale minister, der med en karakter på 3,6 klarer sig bedst hos de blå vælgere.
Gå på opdagelse i hele undersøgelsen her
- Finansminister Bjarne Corydon (S) 4,3
- Transportminister Magnus Heunicke (S) 4,2
- Justitsminister Mette Frederiksen (S) 3,8
- Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) 3,6
- Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) 3,5