Mange ansatte i ældreplejen og på sygehusene får flere weekendvagter, skønt det store flertal - omkring 60 procent - ønsker færre. Det skriver Fagbladet FOA med baggrund i en undersøgelse blandt 1400 FOA-medlemmer, der arbejder på social- og sundhedsområdet.
Her har hvert femte medlem fået mere weekend- og helligdagsarbejde i løbet af de seneste to år. Forklaringen er sandsynligvis de store besparelser, som blandt andre sygehuse og ældrepleje har været udsat for.
- Vi har færre hænder, og dermed færre at fordele weekend-vagterne på, siger social- og sundhedshjælper Lonnie Thunø, der arbejder i Hvidovre Kommunes Hjemmepleje. Hun skal nu være mere væk fra mand og to børn på syv og otte år.
- Børnene bliver kede af det. Kan du ikke bare finde et andet arbejde, mor, spørger de.
Tre fjerdedele af FOAs sosu-medlemmer oplever, at de har ringe indflydelse på planlægningen af weekendvagterne. Og det påvirker de ansattes oplevelse af deres arbejdsplads, viser forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).
- Ansatte, der har weekendarbejde, men ikke ønsker det, er generelt mere utilfredse med deres arbejdstider, siger seniorforsker Anne Helene Garde.
Hun tilføjer, at indflydelse på arbejdstiden omvendt har en række positive effekter. "Ansatte, der er med til at afgøre, hvornår de skal arbejde, oplever blandt andet bedre balance mellem privatliv og arbejde."