Besøg er kæmpe skulderklap til Thorning
Besøget understreger, at forholdet mellem Tyskland og Danmark er historisk godt, lyder det fra Hans Engell.
Tysklands kansler Angela Merkel tager i foråret på officielt besøg i Danmark, og det er et kæmpe skulderklap til statsminister Helle-Thorning-Schmidt.
Tysklands kansler Angela Merkel tager i foråret på officielt besøg i Danmark, og det er et kæmpe skulderklap til statsminister Helle-Thorning-Schmidt. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


Når den tyske kansler, Angela Merkel, kommer på officielt besøg i Danmark 28. april, er det en historisk begivenhed og et klap på skulderen til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Det mener politisk kommentator Hans Engell.

- Der er ingen tvivl om, hvorfor Angela Merkel kommer til Danmark netop nu. Ikke nok med, at forholdet mellem Tyskland og Danmark er historisk tæt, er forholdet mellem Merkel og statsministeren på et personligt plan også meget nært, siger han til Ritzau.

- Danmark har været en meget tæt allieret med Tyskland, både når vi taler EU, terror og Grækenland, har Danmark og Tyskland ligget meget tæt op ad hinanden.

Sidste sommer besøgte Thorning den tyske kansler i Berlin i, hvad iagttagere betragtede som en reklamekampagne før fordelingen af EU-topposter.

Merkel uddelte ved den lejlighed store verbale roser til Thorning, der som bekendt ikke fik jobbet.

Hans Engell vurderer, at Merkel føler, at hun skylder statsministeren en tjeneste efter fordelingen af topposter i Bruxelles gik Thornings næse forbi.

Efter skudattentaterne i København 14. og 15. februar var Angela Merkel en af de første regeringsledere til at kontakte den danske statsminister for at udvise sin støtte og sympati, og Engell mener, at skudattentaterne også bliver et tema under besøget.

- Når kansleren tager til Danmark, skal det også ses i lyset af terrorangrebene i København, og besøget understreger blot, at de to lande står hinanden meget nær, siger han.

- Det er et stort skulderklap til statsministeren.

Det er første gang, at Angela Merkel kommer på officielt besøg i Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.