Belgisk politi finder 1,7 ton kokain gemt blandt bananer
En kæmpe sending kokain er blevet beslaglagt af politiet i Belgien. De 1731 kilo stoffer kom fra Colombia.
1731 kilo kokain blev i sidste uge beslaglagt af belgiske myndigheder.
1731 kilo kokain blev i sidste uge beslaglagt af belgiske myndigheder. Foto: Colourbox/Free


Politiet i den belgiske by Antwerpen har i sidste uge endnu en gang gjort et omfattende narkofund.

I alt 1,7 ton kokain er blevet beslaglagt. Det oplyser Belgiens toldmyndigheder onsdag ifølge nyhedsbureauet Belga.

Officielt var der tale om en stor sending bananer, men mellem frugterne gemte der sig 1500 pakker kokain.

Samlet udgjorde pakkerne 1731 kilo af det forbudte stof.

Det var ved en rutinemæssig inspektion af bananforsendelsen, at tolderne fandt den store mængde kokain, der var blevet sendt fra Colombia.

Det er ikke første gang, at Belgiens myndigheder får fingre i kæmpe narkosendinger.

I juni blev der ved to forskellige lejligheder beslaglagt i alt 1,3 ton kokain på havnen i Antwerpen.

Måneden efter fik tolderne fat i endnu en stor fangst, da de fandt 604 kilo narko.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.