Befriet svensk pige: Jeg vidste intet om Islamisk Stat
Den 16-årige pige, der blev befriet af kurdiske styrker, fortæller, at hun ikke var klar over, hvad IS var.
I sit første interview siden hun blev befriet 17. februar af kurdiske styrker siger den 16-årige, som rejste fra Sverige til Syrien sidste år, at hun ikke vidste, hvad Islamisk Stat er, eller hvad islam er.
I sit første interview siden hun blev befriet 17. februar af kurdiske styrker siger den 16-årige, som rejste fra Sverige til Syrien sidste år, at hun ikke vidste, hvad Islamisk Stat er, eller hvad islam er. Foto: Karim Kadim/AP


En svensk teenager, som er blevet befriet fra Islamisk Stat i Irak, siger, at livet i det såkaldte kalifat var "virkelig hårdt", og at hun blev narret derind af sin kæreste.

I sit første interview, siden hun blev befriet 17. februar af kurdiske styrker, siger den 16-årige, som rejste fra Sverige til Syrien sidste år, at hun mødte sin kæreste i sommeren 2014, da hun var droppet ud af skolen.

- Til at begynde med havde vi det godt, men så begyndte han at se videoer fra Islamisk Stat og tale om dem, siger hun i et kort interview med Kurdistan 24.

- Så begyndte han at sige, at han ville slutte sig til Islamisk Stat, og jeg sagde o.k., fordi jeg ikke vidste, hvad Islamisk Stat er, eller hvad islam er. Jeg vidste ingenting, siger hun.

Parret forlod Sverige i slutningen af maj 2015 og tog ned gennem Europa i bus og tog, indtil de nåede den tyrkiske grænseprovins Gaziantep, hvorfra de tog ind i Syrien.

Islamisk Stats folk transporterede dem sammen med andre mænd og kvinder til den irakiske storby Mosul, hvor de fik et hus - uden el og uden rindende vand.

- Jeg havde heller ingen penge. Det var et meget hårdt liv. Da jeg fik en telefon, begyndte jeg at ringe til mor og sagde, at jeg ville hjem.

Teenageren, som virker afslappet og ved godt helbred, er for øjeblikket i Iraks kurdiske region, hvorfra hun vil blive overgivet til de svenske myndigheder.

Sikkerhedsmyndighederne anslår, at hundredvis af vestlige mænd og kvinder har forladt deres hjem for at slutte sig til Islamisk Stat.

En mor, som bragte sin 14-årige søn til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stats kampgrupper, blev i denne måned dømt til seks års fængsel ved en britisk domstol.

Sidste år blev en 15-årig pige - også en svensker - befriet efter at være holdt som gidsel af Islamisk Stat i Syrien.

Hun var rejst med sin kæreste til det krigshærgede land, og da han sluttede sig til den ekstremistiske gruppe, blev hun taget til fange. Den 15-årige pige var gravid i ottende måned, da hun blev befriet.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.