Badmintonchef: Aflyst finale bliver måske spillet
På et møde med ligaforeningen har Badminton Danmark drøftet muligheden for at afvikle den aflyste DM-finale.
Christinna Pedersen (til venstre) er havnet i centrum af en strid i dansk badminton, efter at han deltog i en turnering i Indien. (Arkivfoto).
Christinna Pedersen (til venstre) er havnet i centrum af en strid i dansk badminton, efter at han deltog i en turnering i Indien. (Arkivfoto). Foto: Rui Vieira/AP


Den aflyste DM-finale for hold mellem badmintonklubberne Team Skælskør-Slagelse og Skovshoved bliver måske alligevel spillet.

Badminton Danmark har torsdag afholdt et møde med ligaforeningen for at undersøge muligheden for at afvikle en officiel guldkamp.

Badmintonforbundet aflyste den oprindelige finale i sidste uge med kort varsel, efter at der var opstået en strid om, hvorvidt Skovshoved måtte benytte Christinna Pedersen eller ej.

- Ligaforeningen har på vegne af de to klubber præsenteret os for nogle ønsker og forslag til, hvordan vi kunne komme hinanden i møde, siger Bo Jensen torsdag aften.

- Vi er endnu ikke dér, hvor der er en definitiv afgørelse. Vi mangler fortsat at afklare et par enkelte spørgsmål, som jeg skal undersøge fredag og muligvis også bruge weekenden på.

- Jeg håber, at vi kan få enderne til at mødes i begyndelsen af næste uge, siger direktøren.

Bo Jensen ønsker ikke at uddybe, om Christinna Pedersens deltagelse i en eventuel DM-finale fortsat er til diskussion.

Sagen begyndte at rulle, da Team Skælskør-Slagelse protesterede mod, at Skovshoved ville benytte Christinna Pedersen i finalen.

Ifølge Badminton Danmarks reglement måtte landsholdsspilleren ikke stille op i DM-finalen, fordi hun i denne sæson har deltaget i mere end én klubturnering uden for Europa.

Skovshoved insisterede på at bruge Christinna Pedersen, da klubben mente, at Badminton Danmark havde givet hende dispensation til at deltage i to klubturneringer uden for Europa - i Malaysia og Indien.

Tvisten affødte et krisemøde mellem forbundet og de to klubber, men man fandt ikke frem til en løsning, og derfor aflyste Badminton Danmark guldkampen, der skulle have været afviklet skærtorsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.