Atletikpræsident er rystet over bestikkelsesanklager
Sebastian Coe, præsident for IAAF, kalder sagen om dopingbestikkelse i forbundet for afskyelig.
Sebastian Coe (th.) er rystet over anklagerne, som går på, at hans forgænger som IAAF-præsident, Lamine Diack (tv.), har taget mod bestikkelse for at dække over positive dopingprøver.
Sebastian Coe (th.) er rystet over anklagerne, som går på, at hans forgænger som IAAF-præsident, Lamine Diack (tv.), har taget mod bestikkelse for at dække over positive dopingprøver. Foto: Andy Wong/AP


Det Internationale Atletikforbunds (IAAF) præsident, Sebastian Coe, er i chok over de anklager, som er blevet rettet mod forbundet og især dets forhenværende præsident Lamine Diack.

Tidligere på ugen kom det frem, at fransk politi efterforsker en sag, som handler om, at Diack har modtaget bestikkelse for at dække over atleters positive dopingprøver.

- At folk i vores sport angiveligt har afpresset atleter, som havde overtrådt dopingreglerne, for penge, er afskyeligt, siger Sebastian Coe i en meddelelse, skriver Reuters.

Anklagerne mod Lamine Diack, der blev afløst som præsident af Coe for få måneder siden, går både på bestikkelse og hvidvaskning af penge.

Ifølge anklagerne har den tidligere IAAF-præsident modtaget over en million euro (7,5 millioner kroner) i bestikkelse fra russiske atleter i 2011 for at dække over positive dopingprøver.

Atletikforbundet kom allerede i stormvejr tidligere på året, da en dokumentar på den tyske tv-station ARD såede voldsom tvivl omkring troværdigheden i sporten.

Ifølge dokumentaren viste lækkede testresultater, at et væld af atleter har afgivet mistænkelige blodprøver, som IAAF aldrig har gjort noget ved.

Det skulle blandt andet dreje sig som blodprøver fra mange OL- og VM-medaljevindere helt tilbage fra omkring årtusindskiftet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.