Arsenal-manager: Nicklas Bendtner har noget at bevise
Arsène Wenger forstår godt, at hans tidligere spiller nogle gange var utålmodig i London-klubben.
Arsène Wenger (tv.) mener, at Nicklas Bendtner har noget at bevise i Nottingham Forest.
Arsène Wenger (tv.) mener, at Nicklas Bendtner har noget at bevise i Nottingham Forest. Foto: Lee Smith/Reuters


I 2006 lejede Arsenals manager, Arsène Wenger, den dengang 18-årige Nicklas Bendtner ud til Birmingham i den næstbedste engelske fodboldrække.

Ti år senere havde den erfarne franskmand ikke regnet med at se den danske angriber spille i en klub fra samme række.

Derfor har Nicklas Bendtner også meget på spil, efter at han har skrevet under på en toårig kontrakt med Nottingham Forest, siger manageren.

- Naturligvis har han noget at bevise. Han spiller på et niveau, han ikke er vant til, siger Arsène Wenger ifølge The Guardians hjemmeside.

- Men han indledte karrieren på samme niveau i Birmingham med Steve Bruce (som manager, red.), hvor han gjorde det rigtig godt. Nicklas er fokuseret nok til at vise, at han kan kæmpe igen.

- Det var en overraskelse for mig, at Nicklas skrev under med Nottingham Forest, men på et tidspunkt måtte han i gang med at genstarte sin karriere, siger Arsenal-manageren.

Tirsdag aften skal Arsenal i Liga Cuppen på besøg hos netop Nottingham Forest, der foreløbig har givet Nicklas Bendtner spilletid i to kampe som indskifter.

Arsène Wenger fik aldrig gjort danskeren til den angriber i international topklasse, som Nicklas Bendtner havde ambitioner om at blive.

Der er blevet skrevet meget om danskerens store tro på egne evner gennem årene, men Arsène Wenger tager sin tidligere spiller lidt i forsvar.

- Jeg er ikke enig i andres opfattelse af, at han har for meget selvtillid.

- Han var nogle gange utålmodig, da han var hos os, og det er til at forstå, siger franskmanden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.