Busselskabet Arriva bliver nu meldt til politiet for racisme. Det er manden til den kvinde, der i sidste uge blev afvist af en buschauffør, som nu har draget politiet ind i sagen.
Kvinden og hendes mand har fået en undskyldning af Arriva, og chaufføren har fået en påtale. Han er ikke blevet fyret, da han selv har sagt, at der var tale om en misforståelse. Han henviste til, at hun var maskeret, da hun bar en såkaldt niqab, hvor man kun kan se øjnene, og det mente han overtrådte maskeringsforbuddet.
Men kvindens mand, Mohamed Belgacem, mener ikke, der er sket nok i sagen og anmelder nu busselskabet for diskrimination.
"Folk i Danmark skal følge loven, og det gælder også chaufføren. Nu er dette sket for min kone, men i morgen kan det ske for andre," siger han til Århus Stiftstidende.
Houria Nouioua blev afvist af chaufføren på linje 107, da hun stod på bussen i Viby sammen med sin mand og sine tre børn.
Diskrimination kan give op til seks måneders fængsel.