Ansat på Lindegården: "Lad os droppe mudderkastningen"
Der skal ikke placeres skyld, men i stedet sættes fokus på politiske løsninger på problemerne med farlige beboere på landets bosteder, lyder det fra en ansat på Lindegården.
"Det er vigtigt at holde fokus på, at knive kun er farlige, fordi vi har psykisk syge beboere, der bliver til fare for dem selv og andre," siger socialpædagog på bostedet Lindegården Mia Kristina Hansen.
"Det er vigtigt at holde fokus på, at knive kun er farlige, fordi vi har psykisk syge beboere, der bliver til fare for dem selv og andre," siger socialpædagog på bostedet Lindegården Mia Kristina Hansen. Foto: Privat


- Lad os droppe mudderkastningen.

Sådan lyder det fra Mia Kristina Hansen, som er socialpædagog på bostedet Lindegården, hvor kollegaen Vivi Nielsen for to måneder siden blev stukket ihjel af en psykisk syg beboer.

Reaktionen fra Mia Kristina Hansen kommer efter en artikel i dagens udgave af Politiken, der med udgangspunkt i en aktindsigt i en rapport fra Arbejdstilsynet beskriver episoder, hvor ansatte på Lindegården har efterladt knive frit tilgængelige for beboerne i tiden efter drabet på Vivi Nielsen.

Og det overrasker landsformand i foreningen Sind Knud Kristensen.  

- Når personalet lader knive, der kan bruges som våben, ligge frit fremme, øger det risikoen for, at det går galt. Det her vidner om, at der er noget galt med arbejdsmoralen hos en del medarbejdere. Det må ledelsen gøre noget ved øjeblikkeligt, siger han til Politiken.

Men det er unødvendigt at pege fingre og placere skyld på ansatte, ledelse eller andre, mener Mia Kristina Hansen.

- Det er vigtigt at holde fokus på, at knive kun er farlige, fordi vi har psykisk syge beboere, der bliver til fare for dem selv og andre, siger hun til Avisen.dk.

Mia Kristina Hansen mener ikke, at det nødvendigvis gør den store forskel, om de ansatte låser brødkniven inde, da beboerne selv har ret til at have kniv. Samtidig understreger hun, at tingene har ændret sig, efter Arbejdstilsynets besøg i foråret.

- Det var en periode, hvor vi stadig var i chok, og tingene har forandret sig. Der er blevet strammet op, og hver eneste dag bliver der lavet tilsyn for at sikre, at reglerne bliver overholdt, siger hun.

Der skal ske noget politisk

Men Mia Kristina Hansen understreger, at det slet ikke er de fritlæggende knive, der er problemet.

- Der skal ske noget politisk, i stedet for vi kører rundt i det hele igen, siger hun og opfordrer regeringen til at handle.

Personalet på Lindegård mener nemlig, at der mangler senge på de psykiatriske hospitaler. Antallet af sengepladser i psykiatrien er mellem 2009 og 2014 faldet fra 2.949 til 2.750 pladser. Det betyder, at vanskelige patienter er nødt til at være på bostederne, og det går ud over sikkerheden og det sociale samvær for beboerne. Noget de ansatte på Lindegården tidligere har forsøgt at gøre sundhedsminister Sophie Løhde opmærksom på.

- Det handler om, at vi har nogle beboere, som har brug for noget andet, siger Mia Kristina Hansen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.