Anklage: Far slog og truede sin søn i otte år
En 37-årig far er tiltalt i brutal sag, hvor sønnen angiveligt har været udsat for vold, siden han var tre år.
En 37-årig mand anklages for at have tæsket sin søn i otte år.
En 37-årig mand anklages for at have tæsket sin søn i otte år. Foto: politi.dk/free


En 37-årig far tager fat i sin søns hoved og slår det så hårdt ned mod en madkasse, at sønnen får en bule i hovedet.

Det er en af flere voldsepisoder, som en 37-årig mand blandt andet er tiltalt for at have udøvet mod sin egen søn i en særdeles brutal sag på Sydsjælland.

I en periode på otte år har manden angiveligt udsat sin søn for utallige voldelige overgreb, som begyndte, da sønnen var tre år.

I et tilfælde har faren tvunget sønnen til at overvære ham brække halsen på flere kattekillinger, lyder en af påstandene i anklageskriftet.

Bagefter har manden angiveligt hakket killingerne over med en spade og sagt til sønnen: "Næste gang er det din tur".

Faren har flere gange udnyttet sønnens konstante frygt for at blive udsat for mere vold til at få ham til at gøre rent i deres hus og truet ham med, at han ville slå ham ihjel, lyder en anden påstand.

Volden mod sønnen har stået på siden sommeren 2006 og frem til juni i år.

Men det er ikke kun drengen, som har været udsat for farens voldelige temperament. To tidligere kærester har angiveligt også været udsat for vold og trusler fra den 37-årige.

I forbindelse med en af ekskæresternes fødselsdag har den tiltalte taget fat i hende, kastet hende op mod væggen og revet hende i håret, lyder en af anklagerne.

En anden gang har den 37-årige mand angiveligt truet samme kvinde med, at han ville voldtage hendes søster og filme det samt slå hendes forældre ihjel.

Fra starten af 2007 til 2008 har han ifølge anklagemyndigheden desuden sagt til ekskæresten, at han overvågede hende, og at han ville slå hende ihjel og partere hende med en spade.

Men manden stoppede ikke der ifølge anklageskriftet.

Han har også truet en anden ekskæreste med, at han ville smadre hendes liv. Den tiltalte var blevet jaloux, efter at kvinden havde lagt et billede på Facebook af hende og en ven.

Manden sidder i øjeblikket varetægtsfængslet, indtil sagen skal for retten i Næstved.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.