Ambulancer i Syddanmark ankommer senere efter udlicitering
Responstiden på ambulancer i Region Syddanmark er steget markant efter private firmaer har overtaget driften.
Ambulancerne kommer senere i Syddanmark efter regionen har givet opgaven om at drive ambulancerne til private firmaer.
Ambulancerne kommer senere i Syddanmark efter regionen har givet opgaven om at drive ambulancerne til private firmaer. Foto: Colourbox/free


Den 1. september 2015 overtog det hollandske ambulanceselskab Bios ambulancekørslen fra Falck i det meste af Region Syddanmark.

Samme måned steg ambulancernes responstid markant, når man sammenligner med året før. Det skriver beredskabsinfo.dk, der er en netavis, som skriver om det danske beredskab.

Bios har tidligere været genstand for kritik for blandt andet at aflevere vagtplaner, der ikke hang sammen, og stille med for få ambulancer i forhold til aftalen med Region Syddanmark.

Men i september sagde regionen, at det ikke er Bios skyld, at responstiderne stiger.

- Når responstiderne er steget nu, skyldes det ikke Bios eller Responce, men derimod, at antallet af hændelser er steget markant i løbet af det seneste år, sagde formanden for det præhospitale udvalg i Region Syddanmark, Thyge Nielsen (V), til beredskabsinfo.dk.

Nye tal viser imidlertid, at der i hele september 2015 kun var 73 flere akutte udrykninger end i september 2014.

Det fremgår af et notat, som beredskabsinfo.dk er i besiddelse af.

Notatet viser, at der i september 2015 i alt var 4324 akutte ambulanceudrykninger. I september 2014 73 udrykninger lavere.

Det er ikke "en markant stigning," erkender Thyge Nielsen over for Ritzau.

- Jeg kan godt se, at det kun er en lille stigning i antallet af kørsler, men det er jo stadig en stigning. Og jeg synes ikke, at den stigende responstid er noget problem. Det er så lidt, siger han.

Da Falck havde ansvaret for ambulancekørslen steg antallet af udrykninger også, men det medførte ikke, at ambulancerne ankom senere.

Dengang steg antallet af udrykninger fra 3446 i september 2013 til 4251 i september 2014.

Men dengang faldt den gennemsnitlige responstid fra 7,8 minutter i september 2013 til 7,7 minutter i september 2014, trods de ekstra 26 udrykninger om dagen.

Thyge Nielsen er ikke desto mindre tilfreds.

- Vi ender på, at det er en forskel i sekunder. Og jeg er sikker på, at vi har indhentet den responstid inden nytår, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.