Aflysninger på stribe: Flytrafik lammet af strejke
Ifølge Københavns Lufthavns hjemmeside er i alt 22 af Norwegians ankomster og afgange aflyst torsdag.
Konflikten mellem piloterne i Norwegian og ledelsen går hårdt ud over flytrafikken.
Konflikten mellem piloterne i Norwegian og ledelsen går hårdt ud over flytrafikken. Scanpix, arkiv


Tusindvis af passagerer risikerer torsdag at gå forgæves til Norwegians indtjeknings-skranke i Københavns Lufthavn, for flyselskabets pilotstrejke holder adskillige fly på jorden i stedet for på vingerne.

På Københavns Lufthavns hjemmeside fremgår det, at i alt 10 ankomster til lufthavnen og 12 afgange er aflyst. Det er særligt rejser til og fra Aalborg, Oslo og Stockholm, der er ramt af aflysninger.

Daniel Kirchhoff, kommunikationsrådgiver for Norwegian, oplyser, at stridens parter har talt sammen, men at det ikke har kastet en løsning af sig.

- Der har været samtaler mellem parterne, og de har været i kontakt med hinanden natten til torsdag, men der er endnu ingen løsning, siger han til Ritzau.

650 piloter i Norwegian - heraf 100 danske - har nedlagt arbejdet, fordi de frygter, at det skandinaviske datterselskab, som de er ansat i, Norwegian Air Norway (NAN), bliver nedlagt, og at de i stedet bliver tilbudt dårligere kontrakter i et nyt selskab.

Derfor kræver piloterne, at de bliver ansat i moderselskabet Norwegian Air Shuttle, men det afviser topchefen Bjørn Kjos.

Konflikten har i løbet af ugen betydet, at der har været længere end normalt mellem flyene i luftrummet, og den tendens fortsætter altså torsdag.

- Vi har ingen norsk indenrigstrafik, kun enkelte ruter mellem skandinaviske hovedstæder og få ruter indenrigs i Danmark. Som helhed oplevede vi 35.000 berørte passagerer i går i Skandinavien. Vi forventer det samme i dag, siger Daniel Kirchhoff.

Han kan ikke oplyse, om der er planer om flere samtaler eller forhandlinger mellem parterne i løbet af torsdagen.

Norwegian kan ikke oplyse, hvor meget strejken koster, men luftfartsanalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, vurderede onsdag over for Ritzau, at piloternes strejke koster "et sted mellem 25 og 60 til 70 millioner kroner om dagen".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.