Adam Price langer ud efter dansk politik: Er som et realityshow
Tv-kokken og forfatteren bag det politiske drama 'Borgen' efterlyser substans og vovemod i dansk politik.
Adam Price ønsker sig tilbage til den tid, hvor politik ikke var iscenesat ned til mindste detalje.
Adam Price ønsker sig tilbage til den tid, hvor politik ikke var iscenesat ned til mindste detalje. Foto: SCANPIX arkiv


Forfatteren bag den ultrapopulære DR-dramaserie 'Borgen' leverer nu en bredside mod dansk politik. I særdeleshed de danske politikere.

Her midt i valgkampen siger Adam Price ifølge Politiko til det amerikanske finansmedie Bloomberg, at han savner politikere, der tør gå imod deres spinddoktorer og sige ærligt, hvad de mener - akkurat som statsministeren i 'Borgen', Birgitte Nyborg (Sidse Babett Knudsen).

- Jeg vil have nogle bedre politikere, der tør at droppe manuskriptet. Vi betaler trods alt de her mennesker for at have meninger og for at forsvare deres meninger til døden. Og hvis de ikke gør det, så bør vi fyre dem, erklærer Adam Price.

Han sammenligner dansk politik med et realityshow, hvor mange af de ting, der sker på skærmen, er planlagt ned til mindste detalje. Og han ønsker sig tilbage, til tiden før der fandtes spindoktorer.

Som forfatter begynder man jo at lægge mærke til, at alle de store politikere bare gentager den nogenlunde samme sætning igen og igen, siger Adam Price.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.