Århus booker Final 4-billet efter kæmpe Skjern-kollaps
Skjern førte med syv mål, men i et kæmpe drama tabte holdet på straffekast til Århus i pokalturneringen.
Kasper Søndergaard var en af kampens store oplevelser, men det var ikke nok for Skjern, der gik helt kolde i Århus.
Kasper Søndergaard var en af kampens store oplevelser, men det var ikke nok for Skjern, der gik helt kolde i Århus. Foto: BONNERUP CLAUS/free


Det blev et kæmpe drama, da Århus Håndbold torsdag sendte Skjern ud af pokalturneringen i håndbold.

Aarhusianerne sejrede efter at have været bagud med syv mål i ordinær tid, kæmpet sig gennem to omgange forlænget spilletid for til sidst at sejre i straffekastkonkurrence efter 32-32 på måltavlen efter de to gange forlænget spilletid.

Spillerne fra Skjern gik helt kolde i anden halvleg efter at have cruiset mod en sikker sejr og en plads i Final 4, som i stedet gik til Århus.

Hjemmeholdets spil var ellers skidt i begge ender af banen i kampens indledning, og træner Erik Veje Rasmussen smed timeoutkortet efter bare fire minutters spil ved stillingen 0-1.

Efter 0-3 kom Århus lidt i gang. Ved 5-6 var holdet helt oppe i haserne på Skjern - især takket være en storskydende Kasper Olsen, men manglende redninger i Århus-målet gjorde, at Skjern hele tiden var foran.

Stille og roligt trak gæsterne fra, og ved 13-8 var føringen oppe på en håndfuld mål, som blev barberet ned til fire, da holdene gik til pause.

Straks efter pausen trak Skjern yderligere fra, men knap midtvejs i de sidste 30 minutter lukkede en udvisning og et par tekniske fejl Århus ind i kampen igen.

Skjern-træner Ole Nørgaard måtte smide timeout-kortet, da holdet tabte en periode på otte minutter med 1-6, hvilket sendte føringen ned på to mål, men holdet var gået i stå offensivt.

I de sidste ni minutter scorede de grønklædte spillere slet ikke, og på en straffekastscoring i sidste sekund tvang Rune Ohm kampen ud i forlænget spilletid.

De to hold fulgtes også ad i de to gange fem minutters forlængelse, og da stillingen herefter hed 27-27, måtte man ud i yderligere to gange fem minutters forlængelse.

Her åbnede hjemmeholdet en føring på tre mål i de første fem minutter, men så gik Erik Veje Rasmussens tropper i stå. Skjern udlignede, og kampen skulle afgøres på straffekast.

Meget symptomatisk endte det 5-5 efter fem skud til hver, og først på syvende forsøg brændte Skjerns Daniel Svensson og endte dermed som skurken.

Kampen får dog et efterspil, da Skjern-træner Ole Nørgaard nedlagde protest under straffekastkonkurrencen, da der var uenighed om reglerne for udvælgelse af skytter efter de fem første kast.

GOG Håndbold og HC Midtjylland er også klar til Final 4, hvor Team Tvis Holstebro og Aalborg Håndbold torsdag skal kæmpe om den sidste plads i semifinalerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.