Horsens slagter Svendborg i Basketligaen
Der var klasseforskel, da formstærke IC Horsens tog imod Svendborg i den bedste danske række i basketball.
Basket
Basket Foto: www.colourbox.com/free


IC Horsens var markant bedre i alle spillets facetter, da holdet vandt med hele 84-50 på hjemmebane over Svendborg Rabbits i den hjemlige liga, Basketligaen.

Horsens vandt første periode 21-11, anden periode med 22-13 og tredje periode med svimlende 27-8.

Kampen var dermed reelt afgjort, selv om Svendborg svarede lidt igen og vandt fjerde og sidste periode med 18-14.

- Horsens er bedre end alle andre hold i ligaen lige nu. Men om vi taber med 34 eller 4 point, det er ligegyldigt, siger Svendborgs forward Brandon Rozzell til TV2 Sport.

- Når man taber med 34 point, så betyder det, at vi mangler lidt af det hele både defensivt og offensivt, så vi har meget arbejde foran os, erkender Rozzell, der blev noteret for 13 point.

Heller ikke Svendborg-anfører Claes Magaard brød sig på tv om at evaluere det store nederlag, som var skuffende.

- Det så ikke så godt ud. Vi har haft mange kampe på det seneste, men det skal ikke være nogen undskyldning.

- Vi er lidt bagud i hele vores proces, og vi har noget, vi skal indhente, siger Magaard.

Hos Horsens var der stor glæde over sejren, som betyder, at holdet fører rækken suverænt med 22 point efter 11 kampe. Svendborg har kun hentet ti point i lige så mange kampe.

- Vi holder os til vores gameplan. Vi må vente med at se, om vi er bedre end sidste år, men vi vil vinde både mesterskabet og pokalturneringen, siger Horsens-profilen Marquis Addison, som scorede 23 point, til TV2 Sport.

Svendborg kan revanchere sig på mandag, når holdet i endnu en svær udekamp skal møde Bakken Bears på udebane.

Bakken Bears er nummer to i rækken med 14 point, men aarhusianerne har kun spillet otte kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.