45 taget for menneskesmugling over Øresund i september
Svensk anklager håber, at sager om menneskesmugling af humanitære grunde kan prøves ved højesteret.


Politiet i Malmø pågreb i september 45 personer, som mistænkes for menneskesmugling over Øresundsbroen, rapporterer P4 Malmöhus.

- Mange af de pågrebne siger, at de smuglede mennesker af humanitære grunde, siger radiostationen.

Blandt de pågrebne er tre danskere, der beskriver sig selv som aktivister. De skal have smuglet i alt 11 personer til Sverige over Øresundsbroen mellem København og Malmø.

- Der er også eksempler på, at tilsyneladende almindelige, arbejdende svenskere har valgt at indsamle mad og forsyninger, siger Linda Rasmussen fra statsanklagemyndigheden i Malmø.

- Svenskere, der har rejst i Europa og set flygtningenes situation der, og som så har valgt at hjælpe.

Hun håber, at menneskesmugling af humanitære årsager kan blive prøvet ved højesteret.

- Det, håber jeg, vil ske meget snart. Der er absolut et behov for det, siger hun.

Det er ulovligt at hjælpe flygtninge og migranter, der befinder sig ulovligt i landet, ved eksempelvis at køre dem videre til Sverige. Også selvom hjælpen er velment.

Sådan lyder det kontante råd fra dansk politi.

- Det er væsentligt, at man husker, at det er i strid med loven at hjælpe personer, der har ulovligt ophold. Man risikerer bøde eller i skærpede tilfælde fængsel, sagde politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau i sidste måned.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.