Gruppen af unge på overførselsindkomster som kontanthjælp, dagpenge og førtidspension er steget med 30.700 personer siden finanskrisen brød ud i 2008.
Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), skriver Politiken.
Helt præcis er gruppen af 15-29-årige, der ikke studerer, steget fra 94.000 til 124.700. Det svarer til, at knap hver fjerde, der ikke er i uddannelse, er på overførselsindkomst.
Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kalder det en "tragedie", at så mange unge er på overførselsindkomst og siger, at det kan komme til at koste samfundet dyrt.
En tidligere analyse fra AE viser, at unge, der får en dårlig start på arbejdsmarkedet, i højere grad ender i arbejdsløshed og får en lavere løn senere i livet.
Den nye analyse viser også, at der er stor forskel på de unges situation i landets kommuner.
I Lolland Kommune er 34,9 procent af de unge, der ikke studerer, på overførselsindkomst, mens tallet kun er 10,9 procent i Gentofte.
- I yderområderne er omkring hver tredje, der ikke er i uddannelse, på overførselsindkomst. Derfor er det afsindig vigtigt, at unge får en uddannelse og en god start med tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Lars Andersen fra AE til Politiken.